Et nyt studie viser en markant sundhedsrisiko ved færdigretter. De såkaldte ultraforarbejdede fødevarer øger risikoen for bl.a. kræft og tidlig død.
Et nyt studie viser en hidtil ukendt sundhedsrisiko ved færdigretter. De såkaldte ultraforarbejdede fødevarer øger risikoen for bl.a. kræft og tidlig død.
Det kan føles som det nemmeste i en travl hverdag. Find en færdig pizza i frysemontren eller læg vejen forbi tankstationen eller burgerbaren. En hotdog, en portion pommes frites eller en burger får blodsukkeret op på et anvendeligt leje igen.
Selvom nogle portioner af en god gryderet i fryseren er næsten lige så nemt og hurtigt.
Hvis du er mand og ofte spiser de såkaldte ultraforarbejdede fødevarer, øger du risikoen betragteligt for at udvikle tyktarmskræft. Både mænd og kvinder øger risikoen for hjertekarsygdomme og tidlig død, hvis de har den usunde vane. Det viser to nye, storstilede undersøgelser af mennesker i USA og Italien. Studiet er netop offentliggjort i British Medical tidsskriftet The BMJ.
Ultraforarbejdede fødevarer omfatter supper, saucer, frossen pizza, færdigretter og mad som hotdogs, pølser, pommes frites, sodavand, småkager, kager, slik, donuts, is og lignende.
– Hundredvis af undersøgelser forbinder ultraforarbejdede fødevarer med fedme, kræft, hjertekarsygdomme og overordnet dødelighed, siger Marion Nestle, Paulette Goddard professor emerita i ernæring, fødevarestudier og folkesundhed ved New York University, til CNN.
De to nye undersøgelser bygger videre på kendt viden: Ultraforarbejdede fødevarer er forbundet med en øget risiko for kronisk sygdom.
Den amerikanske undersøgelse undersøgte kostvaner for over 200.000 mænd og kvinder i en periode på op mod 28 år. Forskerne fandt en sammenhæng mellem ultraforarbejdede fødevarer og tyktarmskræft. Det er den tredje mest diagnosticerede kræftsygdom blandt mænd i USA.
Forarbejdet og ultraforarbejdet kød, såsom skinke, bacon, salami og pølser har længe været forbundet med en højere risiko for tarmkræft.
Forskellen på forarbejdede og ultraforarbejdede fødevarer kan eksemplificeres med hvidt sukker (forarbejdet) og en færdig lasagne (ultraforarbejdet), der kan være pumpet med salt, sukker og konserveringsmidler.
Den nye undersøgelse fandt, at alle typer ultraforarbejdede fødevarer til en vis grad spillede en rolle. Den sammenhæng forblev, selv efter at forskere tog hensyn til en persons BMI eller den generelle kostkvalitet.
Det er ikke alle ultraforarbejdede fødevarer, der indbefatter en sundhedsrisiko.
Man fandt ud af, at et højt forbrug af ultraforarbejdede mejeriprodukter ikke var skidt. Et solidt indtag af yoghurt var forbundet med en lavere risiko for tyktarmskræft hos kvinder.
– Nogle ultraforarbejdede fødevarer er sundere. Det kan gælde fuldkornsfødevarer, der indeholder lidt eller ingen tilsat sukker, yoghurt og mejeriprodukter, siger Fang Fang Zhang.
Den italienske undersøgelse fulgte mere end 22.000 mennesker i tolv år i Molise-regionen i Italien.
Analyse offentliggjort i The BMJ sammenlignede betydningen af næringsfattige fødevarer. Man kiggede på fødevarer med højt sukkerindhold og mættede fedtsyrer. Man kiggede også på ultraforarbejdede fødevarer i udviklingen af kronisk sygdom og tidlig død. Forskere fandt ud af, at begge typer fødevarer uafhængigt øgede risikoen for en tidlig død, især fra hjertekarsygdomme.
Men da forskere sammenlignede de to typer fødevarer for at se, hvilke der bidrog mest til sundhedsrisici, opdagede de, at ultraforarbejdede fødevarer var helt afgørende for at definere risikoen for forhøjet dødelighed.
– Det tyder på, at den øgede risiko for dødelighed ikke direkte skyldes den dårlige ernæringsmæssige kvalitet af nogle produkter. Det er snarere det faktum, at disse fødevarer for det meste er ultraforarbejdede, siger førsteforfatter Marialaura Bonaccio. Hun er epidemiolog ved afdelingen for epidemiologi og forebyggelse på IRCCS Neurologico Mediterraneo Neuromed i Pozzilli, Italien til CNN.
Hvorfor er ultraforarbejdede fødevarer så dårlige for os? For det første er de “klar-til-spise-eller-varme industrielle formuleringer, der er lavet med ingredienser udvundet fra fødevarer eller syntetiseret i laboratorier, med lidt eller ingen hele fødevarer,” sagde Zhang til CNN.
Men hvorfor er de ultraforarbejdede fødevarer så usunde? De er vel bare blevet tilberedt på en fabrik, så du slipper for besværet?
Svaret skal findes i, at ultraforarbejdede fødevarer ofte har et højt indhold af sukker og salt, lavt indhold af kostfibre og fulde af kemiske tilsætningsstoffer, såsom kunstige farver, smagsstoffer eller stabilisatorer.
– Selvom nogle ultraforarbejdede fødevarer kan betragtes som sundere end andre, vil vi generelt anbefale at holde sig helt væk fra ultraforarbejdede fødevarer og fokusere på sunde uforarbejdede fødevarer – frugt, grøntsager, bælgfrugter, siger Dr. Robin Mendelsohn, gastroenterolog ved Memorial Sloan-Kettering Cancer Center i New York City til CNN.
Noget af forklaringen kan også findes i måden, vi spiser færdigmad på.
I 2019 offentliggjorde National Institute of Health (NIH) resultaterne af et kontrolleret klinisk forsøg, der sammenligner en forarbejdet og uforarbejdet kost. Forskere fandt ud af, at dem på den ultraforarbejdede diæt spiste hurtigere – og spiste yderligere 500 kalorier mere om dagen end folk, der spiste uforarbejdede fødevarer.
I gennemsnit tog deltagerne næsten ét kilo på, mens de var på den ultrabearbejdede diæt og tabte en tilsvarende mængde på den uforarbejdede diæt. De spiste mere, uden de nødvendigvis var klar over det.
Effekterne af ultraforarbejdede fødevarer er ret tydelige. De præcise årsagssammenhænge er fortsat usikre, men indtil de bliver mere klare, kan det anbefales at spise ultraforarbejdede fødevarer i så små mængder som muligt.
Kilde: CNN.com