Lisbeth bruger kroppen som kompas

Vi kender Lisbeth Østergaard som vært på forskellige tv-programmer, men for nylig er hun også sprunget ud som kogebogsforfatter. Og så er hun en kvinde, som altid går efter, hvad hun kan lide, og hvad hendes mavefornemmelse fortæller hende – både når det kommer til sig selv og sine børn.

Lisbeths hjem deler hun med sin mand og deres to børn. De renoverede hele molevitten fra top til tå og byggede til, inden de flyttede ind for tre år siden. Rundt omkring pryder et stort antal Star Wars figurer legeafdelingen, selvom det egentlig er mere de voksne, der har en kærlighed for den gamle science fiction-klassiker.

På stuebordet ligger englekort, og på væggen ved siden af spisebordet hænger tre stjernetegnsbilleder, som hver tilhører hende selv, hendes mand og deres ældste barn. På øen i køkkenet står nogle bøger, olier, en ananas, en krydderurt og langs kanten ligger en lille krystalsten. For man skal altid have en krystal i nærheden, forklarer Lisbeth, som har ladt de flotte sten flytte ind i både sove- og badeværelse, selvom hendes mand Ralf mener, at hun er lidt skør.

Rummelig flexitar

I køkkenskabe står vitaminer ved siden af collagenpulver og tørret grønkål, og køleskabet er fyldt med grøntsager, men ingen mælk. Og der kan også sagtens gemme sig kød, fisk og kylling mellem gulerødder og squash. For selvom Lisbeth kun selv en sjælden gang kan finde på at sætte tænderne i et kyllingebryst – og aldrig i oksesteg eller svinekød – kan både hendes mand og børn godt have lyst til bøf og frikadeller. Og det skal de bare have lov til, mener hun.

– Jeg har aldrig haft lyst til at komme hjem til en stor rød bøf, og af klimamæssige og dyrevelfærdsgrunde har jeg valgt at skære noget kød helt ud af min kost, men det handler om mig. Min mand skal spise, hvad han har lyst til, og børnene skal bevare deres madnysgerrighed. Derfor får de kød nogle dage, og andre dage gør de ikke, siger hun.

Det er vigtigt for hende, at hun lytter til, hvad der føles godt for kroppen, og hvad hun kan lide, og lader det være rettesnoren for sin livsstil. Og det kunne hun for alvor mærke sidste sommer, da hun sammen med Ralf levede vegansk i tre måneder.

– Vi har aldrig haft det bedre. Ralf holdt op med at snorke, og vi havde det bare skide godt. Men det var meget svært for ham at undvære kød, æg og ost, og derfor spiser han det i dag. Jeg holdt mere fast i dele af den livsstil og er nok også mere villig med at gå på kompromis med smag, hvis jeg ved, at noget er godt for mig, siger hun.

Hjemkundskab var skolens fedeste fag

Særligt mad optager Lisbeth meget. Hun elsker at være i et køkken, lege med råvarer og udfordre sine børn til at prøve forskellige smage. Så vidt hun husker, stammer kærligheden for madlavning helt tilbage fra folkeskolen, hvor hjemkundskab var det fedeste fag. Både fordi det betød, at hun ikke skulle have matematik, men også fordi hun virkelig er glad i et køkken.

Derfor tager hun også ofte billeder af den mad, hun laver til hele familien og smider på Instagram, og det var egentlig det, der kickstartede ideen til at udvide sit CV fra tv-vært til forfatter.

– Der var mange, som skrev til mig, om de kunne få opskrifter på de ting, jeg lavede, og hvordan jeg fik mine børn til at spise så mange grøntsager. Men fordi jeg ikke lige har en blog, jeg kan linke til, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at lave en bog, siger Lisbeth.

Så hun allierede sig med tv-kokken Louisa Lorang, som hun kender fra Go’ Morgen Danmark, og hvis kogebøger og tilgang til mad, hun i høj grad føler, at hun kan relatere til.

– Louisa har også selv børn og ved, at tingene skal hænge sammen i en hverdag. Derfor er hun ikke bange for at sige, at man godt må bruge bønner fra dåse eller noget. Madlavning skal også være til at gå til – særligt i ulvetimen, siger hun.

Så efter en kort snak med forlaget fik ideen vinger. Nu skulle opskrifterne strikkes sammen, billeder skydes, og det hele i tryk og butikker. Første skridt satte Lisbeth på lidt af en prøve, fordi hun er vant til at lave mad efter instinkt, og hvad køkkenskabene nogle gange lige tilbyder – nu skulle det hele på formel. Udfordrende ja, men også et projekt, hun er stolt af.

– Jeg har lavet opskrifterne ud fra, hvad jeg godt kan lide, og så har jeg sparret med Louisa, hvis ikke jeg følte, jeg kunne få dem til at fungere helt. I sidste ende kom bogen i boghandelen, og det er helt vildt, siger hun.

Og selvom hun på nogle måder ville ønske, at hun kunne være ligeså struktureret derhjemme, som bogen foreskriver, lykkes det ikke altid. For hun er dårlig til madplaner, og der er ofte gang i mange ting i køkkenet på en gang, når både hendes egen, mandes og børnenes sult skal stilles. Der kan nemt være tre-fire retter til et familiemåltid, og selvom det kan lyde besværligt, synes Lisbeth, det handler om, hvad man gør det til.

”Skal det på listen?”

For det kan på overfladen virke uoverskueligt at tilfredsstille flere forskellige madvaner ved et bord. Og Lisbeth erkender, at det da godt kan blive et problem, hvis man gør det til det. Derfor vælger hun, ikke at se det som sådan, men i stedet se gaven i, at hendes børn får muligheden for at holde liv i deres madnysgerrighed.

Det er nemlig vigtigt for hende at give dem så mange indtryk så muligt, så de kan finde ud af, hvad de kan lide. Det betyder ikke, at det er børnene – som er henholdsvis halvandet år og fire og et halvt år gamle – som bestemmer, hvad de skal have til aften, men at de oplever maden, og godt må sige, hvis der er noget, de ikke kan lide. Men først når de har smagt på det.

– Vi har en ordning med Viggo, som er den ældste, som går ud på, at når han har smagt på 12 nye ting, så får han en lille gave. Det er total bolsje-pædagogik, men det virker, og han er i hvert fald ikke kræsen, siger hun.

I praksis betyder det, at hvis der bliver serveret noget, som Viggo siger, han ikke kan lide, spørger Lisbeth, om han har smagt på det. Ryster han på hovedet, spørger hun, om det skal på listen. Skal det det, tager han en bid og vender tommelfingeren op eller ned, og uanset hvad bliver oplevelsen ført til protokol. Og gennem tiden er hun blevet overrasket over nogle opadvendte tommelfingre. For Viggo kan lide alt fra syltede rødbeder til bagt squash med salvie.

Hun tager også et andet trick i brug, hvis Viggo ikke kan spise op: Forhandlingen. Hun forklarer, at hvis sønnen sidder med en halvfyldt tallerken, og ikke vil spise mere, går de i dialog om, hvor meget han skal spise af hver ting.

– Så kan jeg pege på en ting og sige fem af dem. Så sidder han lidt og siger så fire. Så siger jeg måske, at det er okay, men så seks af dem der, og sådan kører vi frem og tilbage. Og nogle gange, siger jeg fire, hvortil han svarer, nej – fem! Griner hun.

Hun erkender, at det måske ikke i alles øjne er den rigtige måde at opdrage på. Hverken ”bestikkelsen”, forhandlingen eller de konkurrencer om, hvem der kan spise mest broccoli, hun kan have over aftensmaden med sin fireårige. Men det virker. Og endda i sådan en grad, at Lisbeths madglæde har smittet så voldsomt af på Viggo, at han siger, han vil være kok og lave mad til dronningen, når han bliver stor.

Gør noget ved det eller læg det væk

Men sundhed er mere end mad. Sundhed er også fysisk aktivitet, mentalt velvære og livskvalitet. Også her lytter Lisbeth meget til, hvad kroppen fortæller hende. Hun fødte parrets yngste søn for halvandet år siden og er ikke rigtig kommet i gang med at dyrke sport efter det.

Det betyder, at det er over to år siden, at hun var aktiv i fitnesscentret. Og det er ellers meget ulig den person, hun var. Inden da løb hun 10 kilometers forhindringsløb i sand, som hun i dag slet ikke kan forstå, hvordan hun gennemførte.

– Jeg føler mig som en klat dej, og jeg vil jo egentlig gerne i gang igen, men lysten er der bare ikke. Motivationen er der ikke, og så tror jeg ikke, det er tiden lige nu, siger hun.

I stedet går hun lange ture på stranden med podcast eller lydbøger i ørerne og hopper i vandet med jævne mellemrum. Også om vinteren. Hun kunne have dårlig samvittighed over ikke at gøre mere, men som hun siger, var hun blevet skør, hvis hun skulle have det dårligt over det hver dag. Derfor prøver hun efter bedste evne at kaste skylden og bekymringer til side, hvis det ikke er noget, hun kan eller vil handle på.

Det er en svær disciplin, men for hende er det helt essentielt, hvis livet skal fungere.

– Som mor kan man jo gå hver dag og være sygeligt bange for, at der skal ske ens barn noget, og man kan nok aldrig slippe følelsen helt, men jeg kan heller ikke lade det styre. Jeg er også bange for, at der kommer et terrorangreb i metroen en dag, men hvis jeg tænker på det hele tiden, har de vundet, siger hun.

Derfor kanaliserer hun sin energi andre steder hen. Og netop energier er blevet et stort omdrejningspunkt for Lisbeths syn på sundhed.

Skal vi tilkalde en læge?

For de mange krystaller, der har indtaget prominente positioner flere steder i parrets hjem, er nemlig en relativt ny interesse, der er begyndt at spire frem hos hende. Hun har næsten altid en krystal i lommen, og brygger også sit eget krystalvand, ligesom hun for nylig har købt englekort og har en interesse for astrologi.

Hun ved ikke så meget om den spirituelle verden, hun er begyndt at bevæge sig ind i, endnu, men hun synes, at det er spændende og kan mærke, at særligt den mentale sundhed og sundhed som et mere bredt koncept omkring kroppen optager hende.

– Jeg ved ikke, hvor meget krystallerne virker – det er ikke fordi, jeg går ind på mit badeværelse nu og tænker, at der bare er vild fredagsstemning, men jeg bliver glad af at komme derind og se, at rosakvartzen står sammen med bjergkrystallen og ametysten, og det er fint nok for mig, selvom Ralf griner lidt af det nogle gange, siger Lisbeth.

Og hun tror, at den omstilling, som hun synes at se, hvor meditation, yoga, urtete, krystaller og mange andre mere alternative, spirituelle eller kropslige aspekter af livet vinder mere ind, vil fortsætte. Man siger jo, at enhver reaktion har en modreaktion, og det er netop en modreaktion på den teknologiske tidsalder, Lisbeth ser i den nye bevægelse.

– Man kan jo mærke det – altså i dag kan man jo nærmest ikke gå til et ledermøde og sige, at man ikke mediterer, uden folk kigger på en som om, de er ved at tilkalde en læge, siger hun.

Det er ikke, fordi Lisbeth selv har lagt telefonen mere fra sig, efter hun begyndte at bruge pladsen i den ene lomme på en lille krystal. Og i hjemmet lever ny elektronik side om side med gamle sten. Hun kan styre lyset i huset med stemmen eller få den lille styringsenhed til at fortælle en joke, hvis hun beder den om det, mens hun sidder med englekort i sofaen.

For de to behøver i Lisbeths øjne ikke at være hinandens modsætninger. Det vigtige er for hende, at livet og hverdagen hænger sammen på en holdbar og meningsfuld måde, og at hun hele tiden er i kontakt med sig selv og sine behov.

Det er ikke en rejse, der er afsluttet, men en rejse, der kommer til at fortsætte måske resten af livet. Med kroppen som kompas tror hun på, at hun nok skal komme sikkert i havn.