Livsvalg: Er du ”hellig” – eller en af gruppen?

Sværger du eksempelvis til det sidste nye inden for veganerkost, alternativ behandling eller kosttilskud – eller synes du, at andres ”frelste” overbevisninger kan være temmeligt belastende at høre på? Har du forandret dit liv og oplevet, hvordan andre lægger afstand? Lad os se på, hvorfor vi kan blive så provokerede af andres valg i livet.

Alle mennesker har en ”sikkerhedszone” omkring sig, hvad enten den er fysisk eller følelsesmæssig. Kommer en person tættere på, end du ønsker, træder du automatisk et skridt tilbage eller løfter armen eller hånden som et tegn: ”Stop, ikke længere!”

Den anden behøver ikke være direkte truende, men er måske bare for overvældende eller insisterende.

Andre kan utroligt let komme ”vores følelser for nær”, når vores usynlige grænser og normer bliver overtrådt, og vi enten føler os kritiseret, ufrivilligt belært eller tillagt egenskaber, vi ikke identificerer os med.

Vi vælger vores liv

Vi træffer alle valg for vores måde at leve på – nogle foregår helt ubevidst i kraft af opvækst og den kultur, vi er en del af. Ind i mellem træffer vi også bevidste valg for at ændre på noget i vores tilværelse. Det kan f.eks. være måden, vi har indrettet vores familieliv på, det sted vi bor, prioriteringen af vores tid og kræfter, vores levevaner som f.eks. kost, motion, rygning, alkohol eller forbrug generelt.

Ofte vil vi med vores ubevidste og bevidste valg komme til at tilhøre en bestemt samfundsgruppe og automatisk fjerne os fra dens modsætning. Bare for at nævne nogle stereotype eksempler: Kernefamilie eller singleliv, akademiker eller ufaglært, kødspiser eller veganer, charterferie eller cykelferie, ryger eller ikke-ryger, ivrig motionist eller inaktiv tv-kigger osv.

Hvad man må lægge øre til…

Det kan være vildt provokerende at møde nogen, som har andre holdninger eller har truffet andre livsvalg end en selv …

Vi har nok prøvet det alle sammen: Festen, hvor den skøre tante fylder ”det hele” med al sin snak om økologi, silence-retreats og udrensningskure i alle detaljer (mens halvdelen af selskabet har svært ved at få tiden eller pengene til at slå til).

Eller fætterens nye og næsten for tynde kone, som pludselig er blevet vegetar siden sidst og sidder med ”to salatblade og en syltet agurk” på tallerkenen (mens resten af selskabet er til den runde side, og den gode husmor græmmes over, at menuen så ikke er den succes, hun havde håbet).

Eller onklen, der elsker at diskutere politik, højlydt, og kommer til at stikke til de andre i selskabet med alt fra ”nasserøve”, ”arbejdssky elementer” til ”curling-forældre” (mens den stress-sygemeldte moster, den arbejdsløse svoger og de nybagte forældre forsøger at skifte emne eller indlede en samtale med sidemanden).

Normer og ”grupperinger”

Uanset om du er den, der markerer dig med dine holdninger eller dine livsvalg, eller du er den, der generelt følger med strømmen eller bare ikke har tænkt nærmere over dine valg – så kan der let opstå en afstand og måske ligefrem dårlig stemning mellem de forskellige grupperinger. Vi definerer os nemlig næsten altid som en del af en gruppe, måske endda en ”samfundsklasse”, selv om vi ikke vil være ved det.

Hvorfor egentlig? Der er jo plads til os alle sammen – eller er der ikke altid lidt mere plads til nogen fremfor andre?

Den norm, der til enhver tid er gældende i en gruppe, siger dybest set: ”Hvis du vil være med her, så må du indordne dig – ellers bliver vi som gruppe usikre, ustabile og dermed sårbare. Vi må stå sammen”.

Akkurat som i urtidens stammesamfund opdeler, betragter og vurderer vi os selv og hinanden som del af en stamme med uskrevne regler for ”normal” adfærd. Det normale gør samværet forudsigeligt, trygt og selvbekræftende: ”Vi gør det rigtige. Vi er de rigtige”. Netop derfor kan man sige, at der er behov for os alle sammen, så vi ikke bliver for selvfede og blinde for styrkerne ved dem, der er anderledes end os selv.

De stærkeste samfund er ofte dem, der rummer forskelligheden, kan være fleksible og dermed mestre en uforudsigelig fremtid med udfordringer, der kræver forskellige typer viden og færdigheder.

GRUPPERINGER

Lad os tage et fordomsfuldt(!) nutidseksempel:

I en mødregruppe fra indre København – domineret af det, der alment er kendt som ”speltmødre” – dukker der den sædvanlige onsdag formiddag en ny mor op, netop tilflyttet fra Lolland sammen med sin mand, med tasken fuld af modermælkserstatning på flaske, en håndfuld plastiknarresutter fra Rema, og tøj, som tydeligvis er arvet, og det hverken på en måde de andre vil kalde ”bæredygtigt” eller ”retro”.

Hun er sød og venlig, og barnet på godt 7 måneder trives, ligger det meste af tiden og slapper af i liften – men hun har tydeligvis ikke forstået, hvor vigtigt det er at amme længere, stimulere sit barn, begrænse brugen af sut af hensyn til barnets tandstilling og undgå alle former for kemi og unaturlige materialer …

Efter kaffen og en præsentationsrunde, spørger gruppens uformelle leder så ’neutralt’ som muligt, hvorfor hun egentlig er holdt op med at amme?

Den nye mor svarer lidt overrasket, at hun synes, at det var naturligt at stoppe, da barnet er glad for sin vælling, og at hendes søster og mor også stoppede efter 6 måneder.

Bliver hun inviteret med til uofficiel hygge lørdag formiddag på den lokale øko-café om hjørnet, hvor en stor latte koster 56 kr. og alle børn fremvises på rad, i det sidste nye økobomulds- og lanolinskrig, og hvis med en sut, så helt klart af naturgummi?

Og tager ”den nye” med, hvis hun bliver inviteret? Beder hun lige så stille kommunen om at komme i en anden gruppe?

Ene, men stærk

Udtrykket ”Ene, men stærk” må siges at være formuleret med en lidt bitter bismag. At stå alene – med sine holdninger og livsvalg – er det hårde alternativ.

Det er altid nemmest at være i en gruppe, hvor man ligner de andre. Når nogen f.eks. træffer nogle andre valg end den gruppe, familie eller klasse, de kommer fra – f.eks. ved at flytte hjemmefra og gå sine egne veje, blive skilt og flytte fra kvarteret, få nye fritidsinteresser, som de tidligere venner ikke “forstår” – træder vedkommende ud af fællesskabets inderkreds og bliver ikke længere regnet med som en af ”de sikre”.

Rollen som forræder kan nemt hænge ved et stykke tid, indtil du enten bliver opgivet og betragtet som uden for rækkevidde, eller du har bevist dit nye værd – og ikke mindst, at du ikke er en trussel mod din gamle gruppe, blot et krydderi, som til gengæld kan bekræfte gruppen i sin egen rummelighed.

Sandheder – at holde fast

Det kan være utroligt svært at finde balancen, når du træder uden for en norm, du tidligere har fulgt.

Er du meget åben om og begejstret for din egen forandring, risikerer du at blive opfattet som belærende.

Hvis du – opfordret eller uopfordret – forsøger at forsvare eller blot forklare dit valg, kan du blive beskyldt for at gå i forsvarsposition og være overfølsom. Også selvom du netop ikke sidder og prædiker om de nye sandheder, du har fundet og praktiserer, så kan alene det, at du virker så sikker i din sag, blive opfattet som ”frelst”.

Du har meldt dig ud, og selvom du ikke forsøger at overbevise, eller lokke nogen over på dit hold, vil mange opleve, at alene det, at du holder fast i din sandhed, kan virke provokerende og som en trussel mod stabiliteten i deres gruppering.

SANDHEDER

Lad os tage endnu et fordomsfuldt(!) eksempel:

En kvinde har gennem flere år haft skiftende problemer med sin fordøjelse, sin hud og sin søvn. Hun har været ved lægen, alt er normalt. Efter et besøg hos en holistisk orienteret diætist og en velassorteret helsekostbutik har kvinden lagt sin kost om, ryddet op i kosmetikpungen og er begyndt at tage en række kosttilskud af god kvalitet.

Hendes hud og hår begynder hurtigt at virke sundere, og maven kommer i balance. Hun sover bedre og har fået ny energi. Hun er kisteglad, men går stille med dørene …

Til den store årlige fætter-kusine-fest springer hun over nogle fade i buffeten, og i stedet for vin eller øl, tager hun en kildevand. De andre i køen kigger lidt, indtil en af kusinerne spørger: ”Er du på kur? Du trænger da ikke til at tabe dig.” – En anden udbryder pludselig: ”Guud, er du gravid?!”

Kvinden forklarer kort, hvordan hun har lavet en livsstilsændring for at få det bedre. De andre svarer ”Nåehh…”, ”Hvor spændende…” og ”Okayyyy…”

Hen ad aftenen dukker en af kusinernes mænd op i baren, hvor kvinden har tjansen med at skænke op den næste times tid: ”Ha ha, hvad er det, jeg hører, er du blevet sundhedsapostel?”

Kvinden forklarer igen, at hun havde helbredsproblemer. ”Jamen, det skal du da til læge med, sådan noget”. Kvinden fortæller, at der ikke var noget galt, som lægen kunne se. Og at kostomlægningen har virket! Manden siger: ”Jamen, det kan da ikke være rigtigt, at du ikke kan tåle kød og drikke et glas vin – så er der da ikke noget ved livet, hva?!” griner han igen og skåler.

Kusinen er kommet op i mellemtiden: ”Hold da op – hvad gør du så til julefrokosten hos Faster Anna?!”

Kvinden siger, at hun bare tager noget af det serverede, eller måske tager lidt med selv.

”Nej det går ikke, så bliver Faster Anna da fornærmet. Nej, det må vi altså have snakket om med de andre, hvad vi gør …”

Kvinden prøver at standse det med et: ”Nej, nej, det behøver du ikke …”

I de næste måneder frem til næste familiekomsammen bliver der en masse mailen, ringen og snakken frem og tilbage, generelt løsningsorienteret og velment, selvom der også falder nogle lidt irriterede bemærkninger om, hvad det nu skal til for (ikke noget kvinden får at høre, selvfølgelig).

Gruppen insisterer – klart med gode intentioner – på, at individet (kvinden) skal forblive en del af gruppen, og at gruppen nok skal tage sig af ”sagen”, selvom kvinden helst vil ordne det selv og undgå alt postyret … Sådan kan omsorg og interesse også være – på trods.

At tabe og vinde

Det kræver sin m/k at lægge livet om – hvad enten det gælder kosten, motionen, familielivet, jobbet, interesserne osv.

En ting er de kampe, du måtte have med dig selv om at holde fast og nå dine mål – noget andet er dine omgivelser. Deres reaktion på din forandring og nye livsvalg kan være så udfordrende, at du vælger at lægge afstand og nedgradere gamle forbindelser og måske mister noget af dit tidligere bagland.

Men det kan være en stor sejr at kæmpe for sine nye overbevisninger og samtidig forsøge at blive accepteret (og måske også lidt forstået) af de mennesker, som man hverken ønsker at fornærme, kritisere, belære ELLER undvære i sit liv.

De har jo vel og mærke samme ret til at vælge deres liv. Hvad enten du er den ”hellige”, som føler dig misforstået eller afvist i dit nye livsvalg, eller du er en af gruppen, som føler dig belært og dermed kritiseret for dine måske mere traditionelle valg i livet, så husk: Forskelligheden kan gøre stærk, når man byder den velkommen.