Mad

Hvedegræsjuice – det flydende guld?

6. november 2014

Hvad er det egentlig, der gør hvedegræsjuice så populært? Og hvorfor forbindes det med stærkere immunsystem, flere antioxidanter til bekæmpelse af oxidativt stress, bedre fordøjelse, højere energiniveau og meget andet? Vi har set nærmere på den grønne drik.

Hvedegræsjuice er i de seneste år blevet mere og mere populært, og ernæringseksperter har længe værdsat hvedegræs for dets fremragende ernæringsmæssige og energigivende egenskaber.

Dr. Charles Franklin Schnabel (1895-1975) er kendt som ophavsmanden til hvedegræs. Dr. Schnabel begyndte at lave forsøg med tørret græs, der blev tilsat dyrefoder. Resultaterne viste, at byg-, rug- og hvedegræs tilsat foder til høns gav en tredobling af deres ægproduktion om vinteren. Hos andre dyr sås lignende gode resultater f.eks. mere næringsrig mælk, sundere pels, mindre dødelighed blandt nyfødte dyr og generel bedre sundhed.

I 1930’erne gik Schnanbel skridtet videre og begyndte at producere tabletter af tørret græs til human indtagelse. Det blev en stor succes, men interessen faldt, da vitaminpillerne kom på markedet.

I 1950’erne begyndte Ann Wigmore at juice hvedegræs, og hun helbredte sig selv fra alvorlig sygdom med sund kost, urter og hvedegræs. Ann Wigmore var med til at grundlægge Hippocrates Health Institute i Boston, hvor hvedegræsjuice var en del af sundhedsprogrammet, som det er den dag i dag.  

Hvad gør hvedegræs sundt?

Hvedegræs anses som en særdeles næringsrig fødevare, da det indeholder 91 mineraler ud af 102 mulige, 21 aminosyrer ud af 24, over 80 enzymer, et meget højt indhold af klorofyl samt alle vitaminer (undtagen D-vitamin) – særligt A-vitamin, B5, B12, K-vitamin, magnesium, fosfor og kalium.

Til eksempel indeholder et frossent bæger (28 ml.) med hvedegræsjuice lige så meget E-vitamin som 700 gram broccoli. Desuden indeholder hvedegræsjuice masser af B12, som næsten ellers kun fås fra animalske produkter, hvilket gør det velegnet til veganere og vegetarer. 

Doserne af vitaminer og mineraler afhænger af forarbejdningen af produktet. Jo nænsommere forarbejdning jo større næringsindhold.

Hvedegræs fås som enten frysetørret eller varmlufttørret pulver, der røres op i vand, juicer eller smoothies. Tørringsprocessen reducerer enzymaktiviteten i hvedegræsset væsentligt, og det er derfor ikke længere ‘levende’ (en fødevare defineres som ‘levende’, når den indeholder enzymaktivitet).

Hvedegræs kan som nævnt også fås som frisk juice. Man får leveret den friskpressede juice nedfrosset i små bægre, der efter optøning er klar til brug.

Sundhedsfordele ved hvedegræs

Når man læser om hvedegræsjuice, er der mange beskrivelser af de sundhedsmæssige fordele, og der findes også en del forskningsresultater, der underbygger de mange positive eksempler på, hvad hvedegræsjuice kan gøre for sundheden.

To mindre forsøg på henholdsvis mennesker og kaniner viser eksempelvis, at hvedegræs beskytter fedtstoffer i blodet mod oxidation. Udsættes blodets indhold af fedtstoffer for oxidation, øges risikoen for hjertekarsygdomme.

I et mindre forsøg lavet på mennesker med Colitis ulcerosa (blødende tyktarmsbetændelse) sås færre symptomer på sygdommen og mindre blødning end i placebogruppen ved indtagelse af hvedegræs. Tre mindre forsøg med indtagelse af spiret byggræs har ligeledes vist færre sygdomsrelaterede symptomer.

Hvedegræsjuice benyttes også i behandlingen mod kræft. Hippocrates Health Institute og  Paracelcus klinikken i Schweiz bruger hvedegræsjuice og urter i behandlingen af deres klienter.

I et pilotstudie fra 2007 med 60 brystkræftramte kvinder, der undergik kemoterapi, fandt man, at patienterne producerede sundere blod end patienter, der ikke fik hvedegræsjuice, og herved reduceredes behovet for blodopbyggende medicin. De fandt også, at det reducerede bivirkningerne ved kemoterapien uden at ændre effektiviteten af kemoterapien.

 

Hvedegræs frem for byggræs?

Hvad er forskellen egentlig, og er det ene bedre end det andet, tænker du måske?

Byg- og hvedegræs kommer fra samme græsfamilie og minder derfor en del om hinanden. Man kan med fordel skifte lidt mellem de to typer af græs, for at brede indtaget af forskellige næringsstoffer ud.

Til eksempel fås mere beta-caroten (forstadiet til A-vitamin) i byggræs, mens der er mere B12 i hvedegræs. Der findes også både pulver og friskpresset juice, der kombinerer hvede- og byggræs.

 

 

Dyrkning af hvedegræs

Du kan sagtens selv dyrke hvedegræs, men for et godt resultat kræver det, at du dyrker det udendørs i rigtig jord, siger Britt Cordi fra www.hvedegraessaft.dk, som har en PhD i molekylærbiologi. Græs dyrket indenfor i bakker, vokser hurtigt på grund af kunstigt lys og høstes efter omkring 14 dage. Den korte vækstperiode samt den lille mængde jord i bakkerne resulterer i, at græsset ikke har opsuget nok næringsstoffer, og at græsset indeholder sukker. Sukkeret omsættes normalt til næringsstoffer, men gror græsset hurtigt og høstes tidligt, gennemgår græsset ikke denne proces.

Hvis græsset får lov at gro udendørs i rigtig jord og udsættes for vind og vejr, tager det omkring 2-3 måneder, før græsset er klar til høst. Græsset skal høstes, når det er 10-17 cm højt, inden stænglen bliver hård og akset skrider igennem, for på det tidspunkt indeholder græsset flest næringsstoffer.

Græs dyrket udendørs indeholder flere antioxidanter (ca. 28 pct. flere) og mere klorofyl (ca. 48 pct. mere) end græs dyrket indendørs. Når græsset dyrkes udendørs, er der ifølge Britt Cordi heller ikke de samme problemer med mug, som der er på indendørs græs, der dyrkes under mere varme og fugtige forhold.

Denne dyrkningsmetode anvender Britt Cordi og hendes mand, når de dyrker økologisk hvedegræs i England. De er de eneste leverandører i Europa, der dyrker økologisk hvedegræs udenfor. Lige efter græsset er høstet, juices og nedfryses det ved hjælp af en hurtig nedfrysningsteknik. Den korte proces fra høstning til frossen juice bevarer størst muligt indhold af næringsstoffer.

Husk du skal anvende en speciel juicer til hvedegræs – en almindelig juicer duer ikke.

 

 

Vil du vide mere?

Læs mere dokumentation for hvedegræsjuice på  www.wheatgrassevidence.com.

 

Opskrifter med hvedegræsjuice

– Fra Britt Cordi, hvedegraesjuice.dk

Æble Delight

Yoghurt Smoothie med hvedegræs

Kirstin’s Lyserøde Drøm

Ægte Bærglæde

Forrige artikelGravide bør helt undgå kviksølvrisiko

Næste artikelKniber det med blæren?