Selvforkælelse kan komme i mange former. Det kan eksempelvis være tiden til dig selv, hvor du tager hånd om din krop og psyke ved at dyrke motion og være fysisk aktiv. Motion kan være dit frirum. Der, hvor du både lader op og dæmper eventuel stress.
Krop

Motion i hverdagen: Brug det som et selvkærligt frirum

Selvforkælelse kan komme i mange former. Det kan eksempelvis være tiden til dig selv, hvor du tager hånd om din krop og psyke ved at dyrke motion og være fysisk aktiv. Motion kan være dit frirum. Der, hvor du både lader op og dæmper eventuel stress.

13. oktober 2024

Selvkærlighed er måske ikke lige det, du forbinder med motion. Motion kan for nogle af os være et nødvendigt onde, noget med at svede, puste og få hjertet til at banke, noget der svider og brænder i musklerne, hvor du forsøger at overgå sig selv ved at kunne flere gentagelser eller være hurtigere end sidst. Problemet er bare, at hvis det kun føles som stress for kroppen, eller hvis det er ulysten, der driver værket, så får du ikke dit lykkebæger fyldt op på samme måde, som hvis du elsker den motion, som du skal afsted til.

Det kan være, at du dyrker noget bestemt motion af pligt, fordi det ligger på hjemvejen, tidspunktet passer, din veninde går der, prisen er overkommelig, det lyder fornuftigt, og man skal jo røre sig osv. Du kender måske så også til, at du leder efter undskyldninger for ikke at komme afsted i dag. Der skal kun lidt modvind til, så springer du over. Eller måske får du reelt ondt af din træning og er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er sundt …
Det er faktisk meget normalt. Men ikke en ­fordel.

Motionen skal gøre dig godt, gøre dig glad og tilpas og være det helt modsatte af stress. Alt for mange, både mænd og kvinder har faste forestillinger om, hvad der er god motion, og hvad der forventes af dem. Det kan eksempelvis være overbevisninger om, at god motion skal være hårdt og udmattende, som sagtens kan stamme fra barndommen. På den måde kan motion ende som noget ydrestyret, tvangsmæssigt og meget langt fra selvkærligt. Måske har du aldrig set motion som ­værende selvforkælelse.

Gør motion til et frirum

At dyrke motion af (sur) pligt eller med en (måske ubevidst) modstand giver ikke det frie flow, som er så gavnligt for os, og som føles så dejligt. Tværtimod skaber det spænding og frustration, når du ikke bryder dig om det, hvis du er for træt, hvis din krop allerede er brugt og måske hellere ville noget andet. ­Motion skal være dejligt for dig og et frirum, hvor du sætter tid af til dig. Så hvordan kan du finde den motionsform, som er ren selvkærlighed, og som vil balancere kroppen? Tænk over, hvad du elskede at lave, da du var barn. Sommetider kan man få en idé om, hvilken vej man skal gå, når man ser sig til­bage. Man kan sagtens rulle på rulleskøjter, klatre eller sjippe som voksen. Hvis du lukker øjnene, får opmærksomheden og kontakt til din krop, ­piller al praktik, økonomi, hverdag, fysisk ­formåen ud. Hvad synger dit
hjerte så om?

Motion giver god balance

Du kan tænke motion som at forkæle dig selv med egentid, og noget som skaber balance i din hverdag. Måske er motion for dit vedkommende slet ikke noget, der skal få pulsen op, men hellere langt ned? Hvis du har et job, hvor der er en del stress, masser af bolde i luften, og hvor du er i bevægelse, så kommer din krop måske nærmere til at mangle det modsatte. Nemlig ro og aflastning. I dette tilfælde vil det være langt mere balancerende og selvkærligt hvis du dyrkede det mere rolige kropsarbejde.

Det kan også være, at du har et arbejde med mange, psykisk, tunge opgaver megen alvor. Så kan selvkærlig egentid være at finde motion, der er sjovt, hvor du kommer til at grine og slippe dig løs. Det kunne være boldspil, bordtennis, gymnastik eller dans. Er du meget indendørs i dit arbejde, vil de udendørs aktiviteter være dejlige, fordi du formentlig trænger til lys og luft.

Den kinesiske filosofi

Har du tænkt over, hvorfor østens motion altid er rolig, langsom og smidig? Kineserne mener, at man ved fødslen får tildelt et vist antal hjerteslag. Når de er brugt op, er livet slut. Derfor vil man gerne spare på hjerteslagene og få hjertet i ro, når de dyrker kroppen. Det forlænger livet.

Hjælp til selvkærlig motion: Gå modsat!

Find ud, hvad du virkelig godt kan lide, og hvilken motion du vil passe uanset hvad. Tænk også over, hvad du får rigeligt af i forvejen i løbet de otte timer, du tilbringer på jobbet – og gå så den modsatte vej. Vi viser dig eksempler herunder.

UdfordringLøsning
Hvis du får rigelig af dette på dit jobSå sørg for, at motionen giver dig dette
Ophold inden døreFlyt motionen ud i det fri med løb, gang, skovtræning og cykling
Stillesiddende arbejdeFå gang i de store muskler med gang og bevægelser, hvor du
bruger hele kroppen. Gang, rulleski/skøjteski, løb, styrketræning,
boldspil og gymnastik
Mange bolde i luftenFå ro i hovedet. Pilates, yoga, tai chi, qigong, svømning og gåture
Går og står megetAflast ryg og ben og kom ned i tempo. Pilates, svømning, yoga,
tai chi og qigong
RutineprægetLav noget mere kreativt. Fri dans, boldspil, klatring og gymnastik
Psykisk tungtKast dig over leg, orienteringsløb, dans og boldspil

Forrige artikelSunde spirer og mikrogrønt! Sådan dyrker du indendørs

Næste artikelHold dine øjne sunde og skarpe hele livet

Catrine Marcussen

Akupunktør og bevægelsespædagog
Skribent på Naturli siden 2008.