Lido Fitness i Vejle har netop afsluttet et 12 ugers forløb for overvægtige, og resultatet taler for sig selv. Med en kombination af træning, undervisning, coaching og et kosttilskud har de 18 deltagere tilsammen tabt omkring 100 kg. Ifølge deltagerne ligger succesen i forløbets evne til at skabe og fastholde motivationen.
Har man aldrig sat sine ben i et fitnesscenter, har man måske en fordom om, at det er et sted, hvor de unge og smukke hører høj musik, mens de flår i træningsmaskinerne og studerer sig selv i de store spejle. Men når man træder ind i Lido Fitness eller et af landets mange andre træningscentre, mødes man af mennesker i alle størrelser, former og aldre.
Særlige livsstils- eller slankehold er kommet på programmet rigtig mange steder og med stor succes – for selvom de fleste af os godt ved, hvad det vil sige at leve sundt, kan det være svært at få omsat teorien til praksis på egen hånd.
Anja Nielsen er personlig træner, ernæringskonsulent og coachinguddannet. Hun er initiativtageren til Lido Fitness’ slankehold, og her kommer hendes overbygning som C.H.E.K.-instruktør til gode. C.H.E.K.-uddannelsen er et anerkendt amerikansk system, der fokuserer på både krop, fysik og sind i erkendelse af, at alle disse ting hænger sammen.
Anja Nielsen har før arbejdet med slankehold i andre fitnesscentre, og her har vægttabet og den sunde kost været det primære fokus. Denne gang har hun forsøgt at tænke helheden ind i forløbet og lægge større vægt på det positive og inspirerende.
12 ugers slankehold
|
– Overvægtige er vant til, at det hele tiden handler om forbud og ting, de gør forkert. 99 pct. af dem render rundt og slår sig selv oven i hovedet med, at de ikke gør det godt nok. Og så er der jo efterhånden ingen overvægtige, der ikke ved noget om sund kost. Førhen har jeg brugt meget energi på konkrete forslag til sund mad, men nu underviser jeg i stedet i, hvad det er, den sunde mad skal gøre for os. Jeg fokuserer på, at maden er noget, der hjælper og gavner os, i stedet for kun at være noget farligt, der gør os tykke, siger Anja Nielsen.
Kursets længde på tolv uger er ingen tilfældighed. Så ved Anja, at deltagerne når at ”falde i” et par gange.
– Det er jo også noget, man skal have hjælp til, så man ikke bare giver op og tænker ”nå, så lykkedes det heller ikke denne her gang.” På tolv uger når vi at få indarbejdet træningen og det mentale, for der findes jo ingen hurtige løsninger. Det er et spørgsmål om, at man kommer i gang med at arbejde med sig selv. For nogle tager det tolv uger; for andre bliver det en proces, der varer to år eller resten af livet, siger Anja.
Holdet har mødtes én gang om ugen, først til en time med måling og vejning samt undervisning, samtale eller foredrag. Derefter har den stået på en times holdtræning, og herudover har deltagerne trænet på egen hånd i centret i løbet af ugen. På Anjas tidligere slanke- og livsstilshold er hun gået skematisk frem og har lært deltagerne om proteiner, kulhydrater osv. Men denne gang har undervisningen og foredragene været baseret på deltagernes egne ønsker og behov, og det er et led i den nye fokus på helhed og inspiration. Hver deltager har desuden fået to møder med Anja, og det er meget individuelt, hvad de er blevet brugt til. Nogle har valgt at blive coachet, nogle har fået lagt en kostplan, og andre igen har brugt tiden til mere personlige samtaler eller individuelle træningsprogrammer.
Netop det at forskellige mennesker har forskellige behov, er i fokus på Lido Fitness’ livsstilshold. Nogle af deltagerne har været meget overvægtige, mens andre blot har haft brug for at smide 3-4 kg. I dag har Naturli sat Anne og Michael i stævne. Selvom begge deltagere har opnået store vægttab og er meget tilfredse med forløbet, har de haft vidt forskellige problemstillinger inde på livet før og under kurset. Anne er 34 år gammel og har tabt sig 9,5 kg. Hun har med eget udsagn haft et rigtig godt forløb, men på et tidspunkt blev Anja nødt til at forklare Anne, at hun simpelthen trænede for meget. Og på samme måde fik Anne også at vide, at hun skulle spise noget mere.
”Jo mere sundt du spiser, jo mere sætter du din forbrænding op” |
– Det er jo helt den omvendte verden, ler Anne, der stadig træner en del sammen med holdkammeraterne, men nu har fundet et mere sundt leje. Jo mere sundt du spiser, jo mere sætter du din forbrænding op. Får man ikke de nødvendige kulhydrater, kan man heller ikke forbrænde dem.
– Det er faktisk tit et problem, supplerer Anja. Nogle af deltagerne tror, de ingenting skal spise og så bo hernede i fitnesscentret. Men al den træning stresser bare kroppen. Deltagerne skal lære, at mad er godt. At det ikke er noget, man skal nægte sig selv, men tværtimod noget, man har brug for.
Michael på 31 har tidligere haft succes med at tabe sig, men efterfølgende var det svært at holde vægten. På et tidspunkt uddannede han sig til fitnessinstruktør, men selvom han efterhånden vidste alt om kost og motion, var det svært at få motivationen med. Det er til gengæld lykkedes denne gang. Michael havde sat sig for at tabe 15 kg, men han nåede at blive godt 20 kg lettere på de 12 uger, kurset løb over, og han roser Anja for hendes evne til at motivere og fastholde deltagerne. Michael har ikke ligesom Anne motioneret for meget eller spist for lidt. Til gengæld har han kæmpet lidt med lægen, der har været bekymret for hans helbred.
– Jeg lider af svær astma, og skiftende læger har altid sagt, at jeg skal holde op med at motionere, hvis jeg får svært ved at trække vejret, eller det gør ondt. Men motion handler jo om at presse sig selv lidt, siger Michael, der nu har lagt en god del af astmamedicinen på hylden.
– Den spray, jeg før tømte på 14 dage, har nu varet 3-4 måneder. Når lægen spørger, om det ikke er tid til at få fornyet mine recepter, siger jeg nej tak, fortæller Michael glad. Motivationen holder han blandt andet oppe med en belønning i weekenden i form af en pita fra grillbaren, og det er også tilladt ifølge Anja.
– Selvfølgelig må man få lidt usundt af og til, men man skal skelne mellem, om man f.eks. drikker cola for at nyde det, eller fordi det er blevet en vane. Afhængighed er aldrig godt!
Den afhængighed skal væk og erstattes af god samvittighed, når man så af og til tillader sig at nyde sin cola, kaffe, rødvin eller hvad man nu har lyst til.
– Vi er alle sammen kun mennesker, og det kan være svært at få passet alverdens helseråd ind i en travl hverdag med familie og arbejde. Så små forbedringer som for eksempel at skifte det hvide brød ud med noget lidt grovere er vejen frem for mange. Hvis jeg begynder at prædike for en 100 pct. sund levevis, mister jeg 90 pct. af mine tilhørere, siger Anja.
En uge kan godt føles lang, når døgnkiosken, pizzabaren og sofaen truer med at sætte træningsmønstre og kostvaner over styr. Her har Anja også fundet en løsning, der gør det lidt lettere at holde fokus på den nye livsstil.
– Vi benytter os af et værktøj, der hedder mentorcast.com. Det er et online forum, hvor jeg kan sende fælles beskeder til holdet, vi kan skrive til hinanden og chatte. Herinde finder de også deres træningsplaner og mål, opdaterede vejninger osv. De har mulighed for at sende mig en besked, når det hele bare er for svært. På den måde undgår man det typiske ugeforløb, hvor de er topmotiverede umiddelbart efter vores møde, taber gejsten hen over weekenden og så ”opfører sig pænt” to dage, inden de igen skal vejes, fortæller Anja.
At tilbuddet om mentorcast virker, vil Anne godt skrive under på. Hun har benyttet sig meget af muligheden for at komme af med sine spørgsmål og tanker over nettet. Også Michael synes, at mentorcast har været et godt redskab. Han har brugt mentorcast til at dele såvel gode oplevelser som dårlige dage med Anja.
– Det er meget forskelligt, hvordan og hvor meget deltagerne har brugt mentorcast. Det er tænkt som en livline. Jeg skal ikke være deres ”big brother”, men bare tilbyde dem sparring og støtte, når de har brug for det. Michael har for eksempel været god til at skrive til mig, når han gerne ville rose mig for en god træningstime, fortæller Anja.
Ud over træning, coaching og undervisning er alle deltagerne på holdet blevet tilbudt CLA som et sponsorat fra kosttilskuds- og naturlægemiddelfirmaet Pharma Nord. Det aktive stof i CLA er konjugerede linolsyrer, som skal hjælpe med at omdanne fedt til muskler.
Både Michael og Anne var blandt de 14 ud af 18, som valgte at tage imod kosttilskuddet, og begge føler, det har hjulpet dem meget i kampen mod de ekstra kilo.
– Deltagerne blev præsenteret for CLA og fik selvfølgelig at vide, at det ikke var nogen mirakelpille, men måske kunne være en hjælp kombineret med træning og sundere kostvaner, siger Anja
– Mange af spiser for lidt af det gode fedt. CLA er jo fedtsyre, så vi spiser fedt for at tabe os, smiler Michael, der mener, det skyldes CLA, at han har tabt sig så hurtigt denne gang.
– Jeg har før trænet meget, og da lykkedes det mig at tabe 20 kg på halvandet år. Samme resultat har jeg nu nået på bare tolv uger, fortæller Michael. Og Anne er enig. Hun mener også, at CLA’en sammen med træning og sund mad har fået processen speedet op. De to deltagere vil fortsætte med at tage CLA, for endnu har de ikke nået deres idealvægt, men de er godt på vej.
Aldersmæssigt ligger deltagerne på det netop afsluttede hold fra 20-55, og Anja er imponeret over, hvor gode de har været til at mødes på eget initiativ og bakke hinanden op.
Man har aftalt fælles træningstider, og en gruppe af deltagerne mødes stadig fast i fitnesscentret. Det næste halve år samles holdet med Anja en gang om måneden. Er der basis for det, vil ordningen fortsætte efter de seks måneder, men i første omgang vil man se, om deltagerne benytter sig af månedsmøderne.
Forrige artikelTeenageren sluppet løs i sommerlandet
Næste artikelTraumer eller lykketilstand med fra fødslen