Nyheder

Ny forskning i corona-senfølger: “Vi er fortrøstningsfulde”

Foto: Adobe Stock
3. juni 2021

Danske forskere vil undersøge, om et lægemiddel med Q10 kan reducere senfølgerne efter corona. Studiet er den første af sin art, men projektlederen bag undersøgelsen mener, at teorien taler for en positiv effekt.

Selvom det nogle gange kan føles, som om vi har levet med corona i en evighed, er sygdommen stadig ny. Særligt i forskningsøjemed. Og en af de ting, som har forundret mange fagpersoner, er de langstrakte og forskelligartede senfølger, som en del mennesker oplever selv længe efter, at de er blevet erklæret raske. 

De beskriver alt fra vejrtrækningsbesvær til hjertebanken, muskeltræthed og koncentrationsbesvær. Det særligt bemærkelsesværdige er her, at når man undersøger de ramtes organer, er det yderst sjældent, at man faktisk finder en åbenlys forklaring på symptomerne. 

[relateredehistorier]

Kristoffer Skaalum Hansen, som er læge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby og til dagligt ser patienter med senfølger, forklarer, at det netop er en af grundene til, at han og andre forskere er begyndt at kigge i andre retninger efter svar.

– Symptomerne stammer fra forskellige organsystemer, men når vi så undersøger eksempelvis lungerne, så kan vi ikke se, at de skulle være direkte påvirket. Derfor tænker vi, at det kan være et problem med energiomsætningen i cellerne, som giver gener, og her er Q10 en helt afgørende komponent, forklarer han. 

Dobbelt jackpot

Når man bliver smittet med coronavirus, sætter det gang i en voldsom immunrespons. I den proces sker særligt to ting, som Kristoffer Skaalum Hansen mener, kan være en potentiel forklaring på senfølgerne. For det første bliver mitokondrierne, som er cellernes kraftværk, sat på overarbejde. For det andet bliver der i dannelsen af immunceller til at bekæmpe sygdom skabt en masse frie radikaler, som er stressende for cellerne. Begge dele kan Q10 i teorien afhjælpe.

Q10 er nemlig helt uundværligt for energiomsætningen i mitokondrierne. Derudover er enzymet også en kraftig antioxidant, som kan hjælpe med oprydningsarbejdet af de stressende frie radikaler.

– Når vi undersøger Q10, er det altså både baseret på en viden om, hvordan Q10 virker, og hvor i kroppen man finder de største koncentrationer af enzymet. Det gør man netop i de særligt energikrævende dele som hjerte, hjerne, og muskler, som er de steder, patienterne oplever at være svækkede. Når man sammenholder alt det, er det plausibelt, at et lægemiddel med Q10 kan være en løsning. Vi er fortrøstningsfulde, siger han.

Kristoffer Skaalum Hansen vil endnu ikke anbefale mennesker, som oplever senfølger efter corona at kaste sig over Q10-tilskud som en behandling. Som han forklarer, er han læge, og der skal være evidens bag hans ord, og den evidens er der altså ikke endnu. 

– Jeg forstår godt, at man gerne vil have svar nu, hvis man kæmper med senfølger, og jeg ville også ønske, at jeg kunne give dem. Men det tager tid at lave et dobbeltblindet studie, og vi har nok ikke resultater før til vinter, siger han.

Alle får Q10

Studiet er et dobbeltblindet placebostudie, hvor hverken deltagerne eller forskerne ved, om de får det virksomme middel eller placebo. Alle deltagere vil i løbet af undersøgelsesperioden modtage begge ting, og det er der to forklaringer på.

– Det er en god måde at opbygge et studie, at deltagerne får både placebo og Q10, fordi de på den måde kan være kontrolperson for sig selv. Så rent forskningsmæssigt giver det mening. Samtidig er der ingen medicinsk behandling for senfølger på nuværende tidspunkt, og vi vil jo rigtig gerne hjælpe de her patienter. Vi ved ikke endnu, om der er en gevinst at hente, men bare potentialet i at kunne hjælpe dem gør, at det også giver god mening, at de får den aktive behandling, siger Skaalum Hansen.

Han ser ingen risici ved behandlingen, da Q10 ikke er skadeligt. 

Der vil løbende blive taget blodprøver på deltagerne for at se, om indholdet af Q10 i blodet stiger, og hvordan cellernes energiomsætning påvirkes af behandlingen. Alle deltagere vil også svare på spørgeskemaer om deres livskvalitet og symptomer. 

Forrige artikelGenåbning kan give depression og angst

Næste artikelKvinder fremstår koldere på onlinemøder