Renée Toft Simonsen: Opgiv det du ønsker at være, og vær det du er

Da forfatter Renée Toft Simonsen i slutningen af 40’erne stod midt i overgangsalderens ingenmandsland, kunne hun vælge hormoner, botox, hårfarve og kampen mod kroppens forræderiske forfald og sindets skrøbelighed. I stedet valgte hun en kærlig time out med plads til refleksion, egenomsorg og mulighed for at se tilbage, fremad og indad. Fordi det er i livets overgange, at vi finder os selv.

Fysiske forandringer, identitetstab, stor sorg og nyfunden frisættelse.

At komme i overgangsalderen har for Renée Toft Simonsen været en alvorlig sag, både kropsligt og mentalt. Søvnbesvær, sorte tanker og pludselige invasioner af svede- og hedeture blev en ny hverdag. Forandringerne startede i det små, da Renée var 47 år.

– Op til min menstruation begyndte jeg at få det meget varmt om natten og lå og tog dynen af og på. Så begyndte menstruationen at udeblive, og jeg fik det endnu varmere. Og så begyndte jeg ikke at kunne sove. Jeg lå bare piv-lysvågen. Jeg kunne vågne kl. 4 om morgenen og på ingen måde sove mere, fortæller den 53-årige forfatter og manuskriptforfatter, som i 1980’erne og 90’erne prydede catwalks og magasinforsider.

Kroppen begyndte at sige fra

Symptomerne tog fart, og Renée oplevede, at der skete en masse uønsket og ukendt i kroppen.

– Jeg begyndte at få ondt i leddene. Jeg fik dårligt knæ. Jeg kunne ikke løbe så langt længere. Jeg begyndte pludselig også at se anderledes ud, når jeg kiggede mig i spejlet. Og så begyndte jeg at tage på. Pludselig kunne jeg ikke spise noget, uden at det satte sig alle mulige steder. Og jeg har jo ellers aldrig haft vægtproblemer. Jeg har altid bare kunne spise det, jeg ville. Og skulle jeg tabe mig lidt, så tog jeg en suppekur. Dét ændrede sig.

Noget af det værste ved overgangsalderen for Renée har været funktionsnedsættelsen. At hendes krop ikke længere kan det samme som før. Men den mentale dørtærskel fra en livsfase til en anden har også givet anledning til en masse frustration og oplevelsen af tab.

– Det kom bag på mig, at det var så stor og betydningsfuld en overgang på alle parametre. På den måde kom overgangsalderen vitterligt som et chok, der vendte op og ned på nat og dag. Der var jo heller ikke nogen, der havde advaret mig og sagt: ”altså, når du når der sidst i 40’erne, så er det meget almindeligt, at du bliver i dårligt humør og din krop ændrer sig markant. Det skal du lige være forberedt på”.

Må undvære mændenes sultne blikke

Renée havde da godt hørt om hårtab og hedeture fra andre, men at den dalende østrogenproduktion også kan byde på en eksistentiel krise, det var gået hendes næse forbi, indtil hun selv stod midt i det.

– Pludselig var jeg som kvinde ikke defineret af at være fødedygtig, og mine børn flyttede hjemmefra, så jeg var heller ikke længere mor. Og hvad er du, når du er en udtørret minus-æg-producerende midaldrende kvinde? Du tror ikke, du er er hel kvinde mere. Du oplever på en måde, at du ikke gælder mere i samfundet eller i familien.

Renée fortæller også, hvordan det i dag er hendes døtre og ikke længere hende, mændene kigger langt efter på gaden, når hun rejser steder, hvor ingen genkender hende som en af vor tids mest berømte fotomodeller.

– Nu er det de unge, de stramme og de smukke, som får opmærksomheden. Så mændenes sultne blikke mister vi også. Det er igen følelsen af, at nu tæller du ikke længere.

– Vores værdi som kvinde er meget igennem det mandlige blik – at vi er et godt sexobjekt. Det er det biologisk og evolutionsmæssigt. At være eftertragtet af mænd er vigtigt for en kvinde. Identiteten i blive kigget på og blive udvalgt er en kompleks affære, men i den grad en del af vores identitet og kultur.

Fik hormoner og valgte dem fra igen

De utallige sveddryppende søvnløse nætter var til stor gene, men blev så brugt til at reflektere og gå i dybden med, hvad man som kvinde midt i livet kan byde ind med. Hvilken identitet har man, når man ikke er mor, ikke er fertil og ikke længere er sexet i gængs forstand?

– Hele livet opdrages vi til at være pæne for at være noget værd og blive elsket. Hvad gør du så, når hormonerne forsvinder og sammen med dem dit yngre ydre? Vi er jo ikke færdige som mennesker, når vi ikke længere er unge. Skal jeg lægge mig ned og dø? Eller er der stadig brug for mig? Er der stadig en grund til, at jeg er her?

– De spørgsmål banker nådesløst på din dør i overgangsalderen. Det er barskt, det er sorgfuldt. Du siger farvel til en masse, men hvis du samtidig bruger den nye fase til at blive opmærksom på, hvad der sker, så siger du også goddag til nye landvindinger, og det er der også noget uendeligt smukt over.

Til at starte med kapitulerede Renée, gik til lægen og sagde, ”hit med hormoner”. Men ud over at listen af mulige bivirkninger virkede afskrækkende, slog det Renée, at for hende var det forkert at have så travlt med at få overgangsalderen til at gå væk, så hun endte med at vælge hormonerne fra.

En sårbar bog blev til på trods

Den ikke-medicinerede personlige undersøgelse af at være en midaldrende kvinde blev til bogen ”Jeg er f*cking hot”, der udkom i april i år. Bogen, der har ligget nummer et lige siden, var nær aldrig kommet til verden.

– Jeg sagde mange gange til min redaktør: ”Jeg er slet ikke sikker på, at det her er en bog, eller at den skal udgives. Hvem gider sidde og læse det her navlepillende omkring overgangsalderen? Det gider ingen høre om”.

– Jeg følte mig sårbar i processen. Men omvendt, så var det presserende for mig at slå fast, at overgangsalderen er en stor fase i vores kvindeliv. Vi snakker ikke rigtigt så meget om den, og den er sjældent repræsenteret i bøger, film eller medierne, men det er en fejl. Som om det ikke er fint at blive ældre som kvinde. Men hallo, vi vil ikke skammes ud. Og ingen skal sige, at det her er endnu en kvindeting. Eller åh nej, skal vi nu snakke om menstruation eller hængebryster igen? Ja, det fanden gale mig, vi skal!

Fandt ny identitet uden mændenes blik

Renée håber, at kvinder kan spejle sig i bogen og får lyst til at dele den med deres veninder, søster eller mor. For selv om overgangsalderen vil optræde forskelligt fra person til person, er identitetstabet og kropsforfaldet ens for os alle. Og det hjælper at sætte ord på.

For Renée har vejen til at finde en ny identitet og blive sig selv også været en frigørende og smuk proces.

– I det øjeblik du ikke længere er så interessant for den mandlige del af befolkningen, så bliver det også ligegyldigt at stræbe efter deres accept og anerkendelse. Det slog mig, jeg behøver ikke længere gøre mig til. Når vi kvinder ikke længere udvælges til at bære sæden videre, er det, at vi kvinder begynder at tænke: ”Du kan sgu rende mig i røven”.

– Så kan vi vende værdibøtten på hovedet og samfundsbetydningen rundt og sige til manden: ”Hvad skal jeg bruge dig til?! Og tilføje: ”Jeg er i grunden ligeglad, hvad du synes, for jeg er her, jeg er vigtig, uanset hvad du mener om mig”.

Alle deler udfordringen med at blive ældre

Renée har i mere end 15 år dyrket meditation og visualiseringsøvelser, og hun har måttet tage flere ture på barndommens støvede lofter for at kigge på mølædte forestillinger om, at det er svaghedstegn at vise sårbarhed. Hun har arbejdet på at fjerne uhensigtsmæssige overbevisninger om, at det er attraktivt at tage sig sammen og vigtigt med andres – især hendes fars – anerkendelse.

At puste støvet af de gamle spøgelser midt i overgangens omstilling har været frigørende og kraftfuldt.

På spørgsmålet om, hvorfor Renée tror, at hendes bog er blevet mødt med så stor succes, svarer hun:

– Det her er så universelt. Vi deler alle sammen udfordringen med at blive ældre. Vi har alle svært ved at acceptere, at vi kan mindre fysisk, og vi ændrer udseende. Vi har lært, fra vi var små, at piske os selv til hele tiden til at blive bedre, dygtigere, slankere, klogere, stærkere og sjovere.

– Se bare på skønhedsindustrien, se bare på slankekulturen og se bare på ungdomsfikseringen. Det er eksempler på, hvordan vi hele tiden kan piske os selv og aldrig bare være tilfredse med den, vi er. Men faktum er, at du ikke kan piske en plante til at vokse eller gro.

Når vi pleaser, nedgør vi os selv

Renée udnævner ellers sig selv som en mester i at svinge pisken over sig selv. Længe før overgangsalderen har hun kæmpet med at please og præstere. Gang på gang har hun overhørt sine egne signaler. En tillært adfærd fra barnsben af, hvor det gjaldt om at være det, andre ønsker, frem for bare at være den, man er.

– I dag ved jeg, at når du ikke lytter indad og ikke tager hensyn til dig selv, nedgør du dig selv. Da hede- og svedeture sammen med sorte tanker overmandede mig, slog det mig, hvor meget i livet, vi ikke har kontrol over. Jeg indså, at jeg kunne gå i krig mod forandringerne og kæmpe imod at blive gammel med hormoner – eller også kunne jeg omfavne det nye og acceptere de ændrede livsvilkår.

– Ja, det kan godt være, at jeg er ved at blive ældre. Det kan godt være, at jeg ikke kan det samme fysisk. Det kan godt være, at jeg ikke er attraktiv for det mandlige blik. Men jeg er ikke dømt ude, og jeg er stadig betydningsfuld.

Brug overgangsalderen til at kigge indad

Til jul er det to år siden Renée havde menstruation, alle børn er fløjet fra reden, det første barnebarn har set dagens lys, og 53 års smil og bekymringer er blevet til permanente rynkede vidnesbyrd i det smukke, udtryksfulde ansigt.

Selvom de værste overgangsaldersymptomer klinger af, godt hjulpet på vej af daglig indtagelse af rødkløverekstrakt, svømning og gå- og løbeture, synes Renée stadig, at det er vildt, hvor meget hormoner egentlig styrer vores liv, lige fra funktioner, døgnrytme, appetit, forbrænding, humør, sexlyst og udseende.

– Dog kan vi stadig selv være med til at styre, hvad vi vil have ud af at træde ind i en ny livsfase. Jeg er overbevist om, at overgangsalderen er en strålende anledning til at få kigget på sig selv, lytte indad og mærke efter. Nu har vi været noget for andre hele vores liv, tilfredsstillet andres behov og levet op til andres forventninger. Opgaven med at føde og tage vare på næste generation er for de flestes vedkommende overstået.

– Nu må vi godt være noget for os selv. Så væk med pisken, frem med egenomsorg. Spørg dig selv, hvordan kan jeg være god ved mig selv? Og prioriter at holde nogle pauser. Det er ok. Du er ikke en svagpisser, selvom du holder en pause. Du er ikke doven, fordi du tager en middagslur. Pauser gør, at livet kan lagre sig og omdannes til overblik og ro. Det er fint at blive ældre, vi bliver klogere af det, og den visdom har verden også brug for.

 

---

 

Jeg er f*cking hot

“Jeg følte mig sårbar i processen. Men omvendt, så var det presserende for mig at slå fast, at overgangsalderen er en stor fase i vores kvindeliv. Vi snakker ikke rigtigt så meget om den, og den er sjældent repræsenteret i bøger, film eller medierne, men det er en fejl. Som om det ikke er fint at blive ældre som kvinde. Men hallo, vi vil ikke skammes ud.”

Renée Toft Simonsen udgav tidligere på året den personlige bog om overgangsalderen.