Nyheder

Pesticidrester i halvdelen af vandboringerne

Det ser skidt ud med drikkevandet i Danmark. For tredje år i træk er der fundet pesticidrester i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer.

Foto: Shutterstock
25. oktober 2022

Det ser skidt ud med drikkevandet i Danmark. For tredje år i træk er der fundet pesticidrester i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer.  

Det er en unik ressource, at vi kan pumpe drikkevand direkte op af undergrunden. Det har vi nydt godt af i generationer. Men vandet er truet af pesticidrester, som desværre oftere og oftere bliver fundet i de aktive drikkevandsboringer. 

I både 2020 og 2021 blev der fundet rester af pesticider i flere end halvdelen af de undersøgte boringer – og nu ser 2022 ud til at fortsætte den kedelige tendens. 

I årets første godt otte måneder er der fundet pesticidrester i 55,3 procent af de 1431 indberettede analyser fra drikkevandsboringer. 13,5 procent af prøverne er grænseværdien for drikke- og grundvand ovenikøbet overskredet. 

Sværere at levere rent drikkevand 

De nye tal stammer fra en ny opgørelse, som Danmarks Naturfredningsforening har foretaget med nyt udtræk fra GEUS-databasen Jupiter. Her har vandværkernes laboratorier løbende indberettet målinger af det grundvand, der anvendes til drikkevand. 

– Det er alarmerende læsning. Tallene viser med al tydelighed, at vi er nødt til at handle nu, hvis udviklingen skal vendes. Hvis vores børn og børnebørn skal have glæde af rent drikkevand direkte fra den danske undergrund, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening. 

Når vandværkerne finder rester af pesticider eller kemikalier i drikkevandsboringerne, bliver det undersøgt, hvor høje koncentrationer der er i vandet. Hvis mængden af pesticidrester overstiger grænseværdien, er vandet uegnet som drikkevand og må derfor ikke ende i vores vandhaner. 

Ringe viden om cocktaileffekter 

Selvom pesticidresterne befinder sig under grænseværdierne, er der meget lidt viden om cocktaileffekten. Cocktaileffekten beskriver situationen, hvor små mængder af gift fra mange forskellige kilder i luft, vand og fødevarer blandes og skaber en effekt, man ikke kunne forudse.  

Tidligere tog vandværkerne ofte en boring ud af drift, hvis de fandt rester af pesticider i den. Men i dag er vandværkerne i stigende omfang tvunget til enten at overveje, om de skal anlægge nye boringer, hvis det er muligt, om de skal blande grundvand forskellige steder fra, eller om de skal rense sig ud af problemet. 

Ikke kun fortidens synder

Pesticidrester i drikkevandsboringerne giver vandværkerne store udfordringer. Det er ikke kun fortidens synder, der er problemet. Stoffer, som anvendes i dag, finder vej til grundvandet, lyder det fra vandselskabernes brancheorganisation, DANVA. 

– Vandforsyningerne overholder myndighedernes krav og har ansvaret for at levere drikkevand til danskerne. Udfordringerne opstår, når der er for få grundvandsmagasiner, som kan bruges til drikkevand. Så kan man ikke anlægge en ny boring. Vi skal derfor have beskyttet større sammenhængende arealer – grundvandsparker, hvor man undlader at bruge pesticider eller kemikalier, der kan sive ned i jorden. Det er dyrt og besværligt at rense drikkevand, så det bedste for drikkevandet er at oprense punktkilder og beskytte arealer i de områder, drikkevandet indvindes, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.  

Grundvandsparker kan beskytte fremtidens drikkevand 

Fra politisk hold er der allerede iværksat flere tiltag, der skal beskytte det danske drikkevand. For eksempel er der vedtaget og igangsat beskyttelse af de jorde, som ligger lige op af drikkevandsboringerne – de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). 

Men fremtidens drikkevand dannes ikke kun ved boringerne. Hovedparten dannes i store områder et stykke fra boringerne – de såkaldte indvindingsområder – hvor vandet fra overfladen siver ned gennem jorden mod grundvandsmagasinerne. 

Der skal handles nu

Indvindingsområderne er i dag ikke beskyttet mod pesticider, kemikalier og andre miljøfarlige stoffer. Derfor bør et forbud mod pesticider og kemikalier også gælde her, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening. 

– Hvis vi skal sikre rent drikkevand til vores børn og børnebørn, bliver vi nødt til at udvide beskyttelsen til også at omfatte de områder i vandværkernes oplande, hvorunder fremtidens drikkevand bliver dannet. Det håber vi, at den kommende regering og det nye folketing vil være med til ved at oprette grundvandsparker dér, hvor fremtidens drikkevand dannes, siger Maria Reumert Gjerding. 

Kilde: dn.dk 

Forrige artikelDu bør få mindst syv timers søvn

Næste artikelSjippetræning med nye knæ

Thomas la Cour

Journalist