Nyheder

Professor: Is er sundhedsskadeligt

12. juni 2009

Svensk forskning kaster nyt lys over, hvorfor madvarer med masser af fedt og sukker får os at tage på. Især is er blandt de ting, vi bør holde mest igen med. Heller ikke sorbet går fri.

At is er mindre sundt kommer nok ikke bag på nogen. Men måske er det mere nyt at erfare, at favoritsommerspisens kombination af sukker og fedt er en farligere cocktail for figuren, end de umiddelbart kan læse ud af indholdsdeklarationen.

Det fastslår den svenske biokemiker, professor Göran Petersson, fra Chalmers Tekniska Högskola i Göteborg overfor flere svenske medier.

Han har i årevis forsket i, hvordan samspillet mellem sukkeret og fedtet i kosten får blodsukkerniveauet og insulinproduktionen til at opbygge fedt i kroppens celler og i værste fald gøre os både overvægtige og fede.

En farlig cocktail Göran Petersson bruger isen som et sæsonaktuelt eksempel på sin forskning. Men konklusionerne gælder som udgangspunkt en lang række fødevarer, som er rige på både sukker og fedt.

“Jeg vil fremhæve den farlige kombination af fedt og sukker. Is indeholder ofte usædvanlig meget af begge dele,” siger Göran Petersson til den lokale Göteborgs-Posten.

Den svenske professor går så langt som at kalde is for direkte sundhedsskadeligt.

“Den eneste konstruktive udvej er at stoppe med at spise is. Det indeholder ikke meget andet positivt og ingen næring. Is er ikke bare ulødigt, det er direkte sundhedsskadeligt,” fastslår Petersson, som råder folk til helt at holde sig fra is.

Det er ifølge hans forskning ikke isens fedt og sukker i sig selv, som er synderne, men kombinationen af de to energikilder. Sukkeret i isen øger blodets sukkerniveau, hvilket igen sætter insulinproduktionen i vejret. Og det høje insulinniveau sætter fart under transporten af sukker eller energi ind i cellerne. Hvis eller når cellerne ikke får brændt al energien af,

“hjælper” det høje insulinniveau ligefrem cellerne til at omdanne og at lagre overskudsenergien fra både sukker og fedt til kropsfedt.

Ikke overrasket I Dansk Isindustri er formand Per Sommer ikke specielt overrasket over de bastante udmeldinger.

“Der dukker jævnligt den slags undersøger op. Nogen gange er det sodavanden, der er synderen, andre gange er det isen, der lægges for had, ” siger Per Sommer, der også er direktør i Premier Is Danmark.

Når det er sagt er isproducenterne helt med på, at danskerne – der i årevis har trodset løftede pegefingre og årligt konsumeret ti liter is pr. mand – skal have flere valg og bedre incitamenter til at vælge de sundere og mere lødige isyper med mindre fedt og sukker til.

Regeringens planlagte ekstraafgifter på bl.a. is, som træder i kraft næste sommer, er som udgangspunkt fornuftig. Den er bare for gammeldags og ikke “sund” nok, mener isbranchen.

Derfor har den opfordret politikerne til at indrette den nye ekstra isafgift, så de lettere og mindre søde is beskattes mindre hårdt end de tungere og sødere.

Mere sundhed “En differentieret isafgift vil give mere sundhed for pengene. Den vil gøre det lettere for forbrugerne at træffe sundere valg, og sparker endnu mere gang i branchens produktudvikling af sundere istyper – og i sidste ende også gøre den svenske professor glad,” siger Per Sommer, der fastslår, at branchen – trods en del politikeres tvivl – sagtens kan finde ud af at administrere en differentieret afgift.

Men inden begejstringen for “de sunde” istyper bliver for stor, er det værd at bide mærke i et andre forskningsresultater fra den svenske professors hånd. F.eks. at sorbet ofte indeholder mere sukker end flødeis, hvilket ikke er godt i forhold til risikoen for at udvikle diabetes-2.

Takket være sorbetens lave eller fraværende fedtindhold er den dog at foretrække frem for flødeisen. Så længe man ikke nyder den sammen med andre fødevarer med højt fedtindhold, understreger Göran Petersson.

Isdiskens fedt- og sukkerfattige light-varianter er heller ikke ubetinget mere “sunde”. Her er både sukker og fedt ofte erstattet af kunstige søde- og tilsætningsstoffer, der skal efterligne den fede og søde smag, viser den svenske is-professors forskning.

Kilde: fpn.dk

(oprettet 17. juni 2009)

Forrige artikelSådan kommer du af med ukrudtet

Næste artikelSolcreme er ikke kun for kvinder