Kokos, karamel og chokolade – disse bountybarer er en bid af det rene paradis.
Ca. 10-12 bountybarer
Bountyfyld
• 2 dl cashewnødder
• 2 dl mandler
• 1 dl kokosmel
• 3 spsk. honning
• 1 spsk. vand
Karamelfyld
• 2 dl tørrede dadler (gerne medjool)
• ¼ dl agavesirup
• 1 spsk. kokosolie
• saft fra en halv citron
• 2 dl vand
Choko-sauce
• 2 dl rå kakaopulver
• 1 dl kokosolie
• ¾ dl agavesirup
• 1¼ dl vand
Karamelfyld:
Læg dadlerne i blød i vandet og citronjuicen i to timer. Kom dem derefter i foodprocessoren sammen med kokosolien og agavesiruppen og blend, mens du tilsætter iblødsætningsvandet med én spiseskefuld ad gangen, indtil du opnår en cremet konsistens. Det kan være nødvendigt at skrabe siderne i foodprocessoren ned et par gange undervejs. Sæt karamelfyldet til side i en skål, mens du laver bountyfyldet.
Bountyfyld:
Mal cashewnødder og mandler til mel i en kaffekværn eller lignende. Kom så nøddemelet i en skål og rør det sammen med honning, kokos og vand, til det bliver en tyk, klistret masse. Form så 10-12 flade bounty-barer af massen, læg dem på et fad og stil dem i fryseren i ca. 15 minutter.
Når dine bountybarer er blevet lidt kolde og hårde, tager du dem ud af fryseren og kommer karamelfyldet ovenpå. Sæt dem tilbage i fryseren, mens du laver choko-saucen, som til sidst pensles på bountybarerne – både ovenpå og på siderne.
Chokosauce:
Kom alle ingredienser i foodprocessoren og blend godt. Det kan være nødvendigt at skrabe siderne i foodprocessoren ned et par gange undervejs.
Obs!
Opbevar bountybarer i fryseren og tag dem ud, lige før de skal spises.
Fra bogen “Glød og glæde med Raw Food” af Vibeke Amdisen.