Nyheder

Ryst spændigerne væk

24. oktober 2012

Stress og spændinger i kroppen kan kureres med enkle øvelser. “TRE” var oprindelig udviklet til behandling af posttraumatisk stress i krigsområder, men har også vist sig virksom overfor oplevelser i fredeligere dele af verden.

Når mennesker udsættes for noget pludseligt og uventet, farer vi sammen. Vi kender alle fornemmelsen af at “få et chok”. Musklerne i kroppen trækker sig kortvarigt sammen, og vi får den velkendte rystefornemmelse i kroppen. Hvis det bare er en stor edderkop eller en skæmtende bekendt, der springer frem fra et gemmested, er oplevelsen kortvarig. Få sekunder senere er vi os selv igen. Men hvis vi udsættes for langvarigt eller gentagende “chok”, som eksempelvis under et bombardement eller tortur, kan spændingen i kroppen sætte sig fast. Det er det, man kalder posttraumatisk stress. Denne tilstand har man hidtil primært forsøgt at behandle med medicin og samtaleterapi, men David Berceli, der har en ph.d. i medicin, udviklede en metode, han kalder TRE (Trauma releasing exercises – Trauma-frigørelses-øvelser). Som navnet siger, er der tale om fysiske øvelser, som kan løsne de fysiske spændinger i kroppens indre muskulatur, der opstår ved posttraumatisk stress.

Musklerne trækker sig sammen

David Berceli har opholdt sig i krigsområder i Afrika og Mellemøsten i 15 år og har været i kontakt med mange traumatiserede mennesker, og han blev også selv mærket af de mange timer i beskyttelsesrum.

– Når jeg sad i beskyttelsesrum, mens granaterne bragede udenfor, forstod jeg for alvor, at det er en refleks hos mennesker at trække sig sammen, husker David Berceli.

En refleks er en ufrivillig sammentrækning af musklerne. Det er blandt andet psoasmusklen, som går fra rygraden til lårbenet, der spændes. Det er en dybereliggende muskel, som man ikke kan løsne med almindelig massage.

Chok og traumer er ikke nyt

David Berceli mente, at når nu kroppen har en refleks til at få musklerne til at trække sig sammen, så må kroppen også have sin egen metode til at slippe spændingen igen. Ellers ville vi ikke have overlevet som art.

– At gå rundt med konstante spændinger er ikke livsfremmende. Dybe spændinger kan give mange problemer, men chok og trauma har altid været en del af det menneskelige liv. Vi er skabt til at klare det, siger David Berceli til hälsa.se.

Krop og psyke er tæt forbundet

Han ser krop og psyke som et hele, hvor påvirkninger af den ene del altid vil påvirke den anden. En hændelse, der har sat sig som spændinger i musklerne, vil også påvirke psyken, så forskellige situationer pludselig bliver sværere at håndtere. At tale om hændelsen kan hjælpe – men ikke altid.

– Der sker en konstant kemisk påvirkning af hjernen efter en traumatisk oplevelse, som kroppen har brug for at brænde af. Når vi taler om svære emner, er det en anden del af hjernen, der bruges, end der hvor hændelsen er lagret og reflekserne skabes. Reflekserne kan kun løsnes der, hvor de er opstået. Det er i hjernestammen, reflekserne og den mentale ligevægt reguleres uden indblanding af vores bevidsthed, siger David Berceli.

Vi rystes af ubehagelige oplevelser

Når vi udsættes for chok eller en traumatisk oplevelse, reagerer vi ved at ryste. Det er ikke uden grund, at vi taler om at være “rystede”. Det kan være, når vi udsættes for eller bevidner et overfald, ser eller udsættes for en trafikulykke eller andet, der gør os bange.

Men vi kan også undertrykke denne naturlige ryste-refleks, hvis vi ikke vil vise, at vi er bange. David Bercelis teori går blandt andet på, at vi vores civiliserede verden har en udbredt tendens til at undertrykke denne refleks, så rystelserne sætter sig som dybe spændinger. TRE-metoden går ud på, at man igennem nogle særlige øvelser ryster spændingerne ud af kroppen igen.

TRE-metoden er let at udbrede

– Et traume er ikke i sig selv farligt, hvis kroppen kan komme af med det, der har lagret sig. Vi kan udvikle os igennem traume-bearbejdelsen. Men hvis spændingen sidder uforløst, vil vi ubevidst opsøge situationer, der ligner det, der skabte traumet. Det gør vi for at forsøge at afslutte hændelsen og komme af med de spændinger i kroppen, der låser os, siger David Berceli.

TRE-metoden er ikke skabt for profit. Faktisk er hovedtanken i metoden, at den er let at lære store grupper af mennesker, så de efterfølgende kan helbrede sig selv og lære metoden videre. Foreløbig menes 1,5 millioner mennesker at have lært metoden igennem TRE-workshops i 30 forskellige lande.

TRE-metodens virkning er ikke videnskabelig bevist, men der er på den anden side absolut intet skadeligt eller nogen bivirkninger i at afprøve metoden.

Psykoterapeutisk Center i Brovst er certificeret udbyder af metoden. Behandlingstedet har konsultationer i Aarhus og København. Læs mere her.

Læs mere på traumaprevention.com. Du kan se og høre David Berceli fortælle om metoden her.

Kilder: halsa.se, traumaprevention

Forrige artikelFødedygtige bør undgå lykkepiller

Næste artikelMusik modvirker fedme