Omkring 1½ års alderen rammer de fleste børn deres kræsne periode. I en presset hverdag kan det give store problemer, når der ikke er tid og overskud til for mange ændringer i rutinerne. Men faktisk er der flere ting, du selv kan gøre for at påvirke dit barns smagssans og forebygge mod kræsenhed.
Start i graviditeten
I slutningen af graviditeten er barnets sanseapparat modtagelig over for smagsindtryk via fostervandet.
Forskning tyder på, at barnets madvaner kan blive påvirket under graviditeten. Ved at spise sundt og varieret øger det sandsynligheden for, at barnet også vil spise sundt og varieret. Spiser du derimod meget chokolade under graviditeten, kan det også videreføres til barnets fremtidige spisevaner. Det samme gælder under amningen.
Spice it up
Studier viser, at børn, der har ammet, kan lide flere ting end flaskebørn. Det skyldes, at smagskomponenter fra morens mad bliver optaget i mælken. Vil man undgå kræsne børn, kan det derfor også være en god idé at spise mad med meget smag – og gerne stærk mad. Derudover er det godt at bruge masser af krydderier til moderens mad under amningen.
Stimuler nysgerrigheden
Når barnet begynder at spise fast føde, kan man stimulere madnysgerrigheden ved at koge kartofler i vand med friske krydderurter eller f.eks. putte timian i kartoffelmosen. Inddrag gerne barnet i madlavningen, så det kender maden, der serveres.
Generelt er det også vigtigt at skabe ro og hygge omkring madlavningen og måltidet, så barnet fortsat vil finde det sjovt og spændende.
Sanselege
Nyt mad kan virke skræmmende for mange børn. Derfor er det en god idé at gøre det til en leg, hvor sanserne skal afprøves. Spørg ikke: ’Kan du li det?’ Gør i stedet maden til en oplevelse ved at spørge dit barn, ’Smager det sødt eller surt?’.
Du kan også kombinere det ukendte med noget, barnet kan lide. F.eks. selleristænger med en dip, som barnet elsker.
Lad også gerne barnet dufte til forskellige ting. Kaffe, krydderier, the osv.
Kilde: voresborn.dk og samvirke