Sæt dig fri af succestyranni

Redaktionen

17. juli 2017

I en tid, hvor intet længere er givet på forhånd, kravene er tårnhøje og svaghed er tabu, kæmper vi med at skabe et liv med mening og nærvær. Forfatter og debattør Emilia van Hauen foreslår en vej ud af vores usunde præstationskultur: Bidrag med det, du kan og har lyst til, og dyrk kun de vigtige relationer.

– Vi er underlagt illusionen om perfektion og præstation. Vi forsøger at leve op til alt for meget. Vi måler og evaluerer alt til døde, og paradoksalt nok stresser vi rundt for at opnå pauser og fred. Med barren sat for højt er vi dømt til fiasko, for vi kan umuligt indfri de mange urealistiske idealer. Det moderne liv medfører, at vi føler os pressede i hverdagen, og mange går ned med stress, angst og depression.

Emilia van Hauen er ikke kun kultursociolog, foredragsholder, kommentator, trendrådgiver og forfatter. Hun er også den borddame, vi alle drømmer om at få. Virkelig sød, men ikke diabetes-sød, oprigtig nysgerrig og intet mindre end Googleværdig, når det gælder viden om det moderne menneskes vilkår, idealer, identitet, valg, værdier, adfærd, konflikter og længsler. Viden og data hun systematisk opsamler gennem forskning, samtaler og som feedback på de 60-100 foredrag, hun holder om året. Emilia har blandt meget andet bemærket, at vi som mennesker er holdt op med bare at være.

– Vi er blevet så vant til, at der skal ske noget konstant. Vi skal hele tiden være online, i fremdrift og aktivt handlende. Med et sjovt udtryk kalder man det for mikrokedsomhed – det at vi hele tiden skal aktiveres. Nu går vi til yoga og mindfulness for at lære bare at være og ikke skulle noget.

Målsætninger gør os til mini-fiaskoer

– Jeg håber, at vi i fremtiden kommer til at debattere passivitetens nødvendighed, så vi ikke ender i en total fremmedgørelse over for det naturlige flow, der kommer fra alt det levende, der omgiver os. Se bare årstiderne. Havde vi ikke vinteren, så samlede naturen ikke energi til foråret. På samme måde skal vi dyrke passivitet og således samle energi til atter at være aktive. Vi skal blive bedre til at være passive.

Emilia van Hauen har gang på gang lagt præcise snit langs tidsånden, og nu gør hun det igen i sin nye bog ‘Succestyranniet og vejen ud’. Her parterer og blotlægger hun vor tids sygdom: det evindelige krav om succes i alle aspekter af livet, uanset om det er som forælder, som arbejdskraft, som ven, som partner eller som menneske.

– Succes betyder, at du opnår et konkret mål, og at andre anerkender det. Og med vores sociale online-liv med opdateringer og likes kan alle følge med i, om du lykkes med drømmeuddannelsen, den perfekte kæreste, det ultimative job, de fedeste økonomiske fordele, den smukkeste krop og de friskbagte speltboller.

– I jagten på succes er vi blevet besatte af at opsætte mål og konstant evaluere, hvor tæt vi er på dem. Målsætningerne er ment som motiverende milepæle, men når målene bliver uopnåelige, virker de modsat, undertrykkende og langt fra motiverende. Og resultatet bliver, at vi konstant føler os som minifiaskoer.

Da Emilia mødte sit succestyranni

For tre år siden oplevede Emilia selv den ødelæggende følelse af at være en fiasko. Hun udgav sin femte bog ‘Ladycool – Dit køn er en styrke – brug det!’. Bogen røg på bestsellerlisten, fik 4-stjernede anmeldelser samt massiv presse. Emilia burde være glad. Men det var hun slet ikke. Én anmelder kritiserede voldsomt bogen, og hendes verden styrtede i grus. Indeni følte hun mismod, selvlede, vrede og hvad værre var: Skam.

– For det første blev jeg enormt chokeret over, at jeg tog det så nært. Det kunne jeg slet ikke forstå. ”Nu må du fandeme tage dig sammen”, tænkte jeg på en ret så ukærlig måde. Og så skammede jeg mig over, at jeg var skamfuld. Men så blev jeg, som jeg heldigvis altid gør, nysgerrig. Tænk at én dårlig anmeldelse betød så meget.

– Jeg begyndte at dele min oplevelse med andre og fandt ud af, at jeg langt fra var den eneste, der satte lighedstegn mellem fiasko og mit eget værd som menneske. Anmeldelsen var blot et symptom på, at noget ikke fungerede inden i mig, og min krise skulle vise sig at blive en god katalysator for at belyse en samfundsmæssig tendens, nemlig at vi generelt i præstationssamfundet har undladt at gøre plads til fejl og fiaskoer. Selvom netop fejl og fiaskoer definerer os som mennesker.

Hverdagen i en flippermaskine

Den ene dårlige anmeldelse blev således afsættet til flere års research, bog nummer seks samt en lang række foredrag rundt i landet. Og om det var topledere eller 9. klasses elever, stødte Emilia på det samme: At vi alle kender til følelsen af fiasko og succes, og at vi bokser voldsomt med det i hverdagen som i livet generelt. Det blev tydeligt for Emilia, at vil vi et liv med nærvær, mening og værdi, skal vi holde op med at tage vores fiaskoer på os som identitet.

Emilia har en særlig evne til at blande begreber, fakta og fortællinger, når hun tager temperaturen på vores tid. Som et billede på vores samfund bruger hun flippermaskinen. Det moderne menneske er kuglen i det blinkende, larmende spil, hvor dybet konstant truer. Vi kastes rundt på banen i kampen om flest mulige point og forsøger med al magt at undgå hullerne, der betyder alt fra en fyring, skilsmisse, stress, ensomhed, angst, nedbrud og andre livskriser.

– Som kugler i flipperspillet opfatter vi os selv som værende frie til at vælge identitet og livsbane, men tynges af selv samme årsag af en konstant refleksion og dermed tvivl, om vi nogensinde er gode nok. Gør vi nu også det rigtige for at være en succes og dermed sikre os en plads i fællesskabet?

– Vi har forudsætningerne, ressourcerne og vilkårene for at leve et godt liv, men basalt set har alt for mange af os det ad helvede til. Vi er drevet frem af en indre uro og et pres udefra, frem for vores lyst til at bidrage med det vi kan og føler for. Kravet om at være en konstant succes i livet bliver en kronisk belastning, som gør os deprimerede og ensomme. Vi bliver ikke lykkelige af at leve op til succesparametrene. Tværtimod.

Vi censurerer os selv i vores succestyranni

Statistikker fra Statens Institut for Folkesundhed bekræfter det dystre billede, Emilia skitserer. I Danmark rammes hver femte af en depression. 440.000 danskere er på anti-depressiv medicin. 20-30 procent af befolkningen lider af angst, og omkring 40 procent af befolkningen føler sig mere eller mindre stressede. Og især digitaliseringen af vores liv synes at binde os til faktorer, vi ingen indflydelse har på.

– Det er stadig så nyt med digitaliseringen, som går ind og påvirker os. Og fordi det er så nyt, har vi ikke nogen tradition eller praksis for, hvordan vi skal håndtere det nye. Sammen skal vi finde ud af, hvad vi egentlig skal bruge de teknologiske landvindinger til. Og hver især må vi forholde os bevidst til den digitale livsstil, ellers bliver vi overtaget af den. Jeg er basalt set altid optimistisk på fremtidens vegne. Men vi skal overveje, om vi ind imellem skal melde os ud af altid at være på – og altid fremstille os selv som succeser.

Emilia forklarer, hvordan vores sociale online-liv er skyld i, at vi censurerer os selv og tilpasser os konstant. Både vores personlighed, vores sjæl og vores performance, så vi passer ind. Vi tracker os selv. Og får vi ikke likes nok, kan vi finde på at slette opslaget, og dermed indirekte censurere os selv, så vi bliver en langt mere super-poleret udgave af os selv, end vi i virkeligheden er. Det handler om at ligne de andre, og hvordan skal vi fremstille os selv, for at de andre bedst kan lide os?

– Vi har urealistiske forestillinger om andre mennesker, hvem de er, hvad de kan. Vi tror fejlagtigt, at de andre har langt mere styr på tingene, end vi selv føler, vi har. Vi stræber efter at ligne dem, der har succes, uden at vide om de rent faktisk har det.

Tag magten tilbage til dig selv

– Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi stik imod tidsånden deler vores svaghed, fiaskoer og tvivl. Jeg ved, hvor sund og dygtig jeg er, men jeg ved også, hvor fucked up jeg er en gang imellem. Og hvor ked af det jeg kan blive. Rød læbestift og høje hæle betyder ikke, at der aldrig er kaos inde i mig, eller at jeg har styr på alt.

For at slippe ud af succestyranniet, skal vi, ifølge Emilia, gøre op med os selv, hvad vi vil bidrage med, og ikke lade noget eller nogen udefra bestemme det. Og vi skal sortere i, hvem der skal have lov at mene noget om os, som vi tillægger en betydning. Emilia mener også, at det er problematisk, at vi lever i en tid, hvor vi hele tiden bliver opfordret til at drømme så stort, at drømmen bliver uopnåelig, og i de fleste tilfælde kun gør os kede af det.

– Vi skal lære at slå vores drømme ihjel. De uopnåelige drømme, som får os til at føle os som fiaskoer og giver os præstationsangst. Spørg i stedet dig selv på en kærlig måde: hvad bidrager jeg med? Er det svært at svare på, hvad dit bidrag til fællesskabet er, så opsøg fem-ti af de mennesker, der betyder noget for dig. Og hør dem ad: hvad er det egentlig jeg bidrager med i dit liv? Tro mig, de fleste bidrager med langt mere, end de selv er klar over.

– Tænk også grundigt over, hvem det egentlig er, der skal have lov til at mene noget om dig. Måske er det kun fem-ti mennesker. Og resten kan du sætte dig fri af. Jeg lod jo en fuldstændig fremmed anmelder gå ind og mene noget om mig og min bog, og gjorde den mening til en grad af sandhed. Men succes er en følelse. Ikke en identitet, du tager på dig. Det samme gælder fiasko. Så det handler om at se livet som et langt eksperiment og ikke som en konstant generalprøve.