Sæt grænserne for din egen skyld!

Forældre i dag får tudet ørerne fulde af, hvad vi absolut ikke må sige eller gøre i nærheden af børn. Vi får læst og påskrevet om forhold, der skader selvværd og giver traumer. Samtidig får vi at vide, at vores børn over én kam er fuldstændigt ulidelige at være i nærheden af – når skolelærere og andre autoriteter i afmagt fælder en dom.

– Mange forældre er i dag fuldstændig handlingslammede. Det er bagsiden af at tilhøre en generation, der har fået viden om det kompetente barn. Der er faktisk rigtig mange, der gør det godt langt hen ad vejen og vil deres børn det bedste. Men de tør ikke tage lederskabet overfor børnene af frygt for at skade dem, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

Gennem sin praksis og den megen opmærksomhed, som hun har oplevet via sin deltagelse i tv-programmer som 'forældre forfra', ved hun, at dét, forældre ofte savner mest, er enkle værktøjer til hverdagen. Det er der kommet en bog ud af: 'Forældreguiden – sådan tackler du hverdagen med børn'.

– Vi får ikke kompetente børn uden kompetente voksne. Børn er født med frøet til at blive kompetente, men de er det ikke af sig selv. Jeg oplever voksne, der spørger: Må jeg godt det, tager de ikke skade? Om almindelige krav og grænser. Derfor skrev jeg bogen, siger Margrethe Brun Hansen.

Dumme mor

For nogle forældre betyder handlingslammelsen, at vi er blevet for bange for at tage konflikterne. Men, som Margrethe Brun Hansen understreger, er et toårigt barn ikke selv i stand til at bestemme. Mange af os kender nok situationen, hvor barnet græder, fordi det f.eks. ikke vil gå hjem, men i stedet køres i klapvogn. Og når det så sidder dér, vil det ikke køre i klapvogn. Til sidst spørger vi i afmagt, hvad barnet så vil.

– Derved uddelegerer vi ansvaret og tillægger barnet en kompetence, som det ikke har. I stedet bør forældre sætte barnet op i klapvognen, og sige til barnet: ”Jeg kan se, du har det svært, og nu bestemmer jeg, at vi kører i klapvogn.” Så kan det godt være, at mor er dum osv. Men det er egentlig også okay, at barnet synes det en gang imellem.

Lederskabet, som vi voksne tager, skal selvfølgelig afspejle barnets alder. En toårig bør man slet ikke forhandle med, en seksårig kan du begynde at lave aftaler med og en teenager er i gang med at lære at klare sig selv. Men vigtigst af alt: Vi skal ikke være bange for konflikten – uanset alder.

– For nogle børn viser manglende konflikter sig som mangel på respekt. Børn, som ikke forstår, at det hele ikke hele tiden handler om dem selv. Det er usynligt omsorgssvigt ikke at få lært sine børn, hvordan man opfører sig. For det går ud over barnet i sidste ende. Grænserne skal vi sætte for, hvordan vi lever i familien – hvordan vi taler til hinanden og behandler hinanden – ikke bare grænser for, hvad barnet ikke må eller skal osv.

Kongen og prinsessen

Skrækscenariet er den lille konge på tre år, der bestemmer, hvem, der skal have den sidste frikadelle. Eller prinsessen, der nægter at gå på stranden, hvorfor resten af familien også må blive hjemme og undvære strandturen.

– Vi ser det også f.eks. under demonstrationer for Ungdomshuset, hvor unge 14-årige smider brosten efter politiet, mens forældrene går bagefter for at holde øje med, om de unge bliver udsat for politivold. Mange af vores institutioner og myndigheder må stille op til forældre, der på den måde ukritisk tager deres barns parti i konflikter.

På trods af de hårde ord, synes Margrethe Brun Hansen ikke, at nutidens forældre er helt fortabte.

– Jeg synes faktisk, at de gør det godt, når man tænker på, hvor lidt tid, der er – og at mange forældre i dag skal gøre mange erfaringer selv, fordi de er første generation, hvor begge arbejder så meget ude.

Alligevel sætter travlheden sine tydelige spor i hverdagen, hvor mange oplever enten at blive eftergivende, eller hvor de råber og skriger, når stressen presser sig på. Travlheden er dog ikke en undskyldning for at undlade grænser eller konflikter – og heller ikke en undskyldning for at overfalde børnene verbalt eller fysisk.

– Her må man prøve at træde et skridt udad og se det hele fra siden. Spørge sig selv: ”Hvorfor råber vi så meget”, ”hvorfor giver vi efter” eller hvad der nu er galt. Og så må man igen tage ansvaret og forsøge at ændre på tingene. Måske møde tidligere eller senere – få lavet nogle klare regler. Fra 5 år og opefter kan børnene faktisk sagtens tages i hånden og med på råd om nye aftaler for familiesamlivet.

Glem mobilen

Under alle omstændigheder må forældre tage ansvaret for, hvilke signaler de selv sender til barnet. Margrethe Brun Hansen har flere små fif: Hvis du f.eks. har svært ved at slippe stressen fra arbejdet, så sid lige 10 minutter i bilen og bliv færdig med arbejdet inde i hovedet, inden du går ind og henter barnet.

– Og så lad for guds skyld mobilen være. Der opstår så meget tristhed hos et barn, når forældre lige skal tjekke mails eller svare mobilen lige foran et barn, der er ved at fortælle historie. Man siger jo indirekte til barnet, at ”du rager mig”.

Grænserne gælder således hele familien, også fordi vi ikke kan regne med at 'opdrage' vores børn på et par kvalitetstimer om dagen. Børn lærer de sociale spilleregler og styrker deres sociale intelligens, når de er sammen med deres forældre. Men ikke som forkælelse eller på barnets præmisser hele tiden.

– Vi glemmer, hvor meget børn har brug for at gå rundt om os – og lave ingenting. Vi går op i at læse eller spille, når vi er sammen. I stedet skulle vi få børnene inddraget i det, vi laver – lave mad, gå i haven. Eller f.eks. sige ”Ved du hvad, jeg er træt og vil gerne læse avisen”. Vi skal markere vores egne grænser. For børn kan godt forstå, at man kan være træt og have brug for at rense hovedet.

Under alle omstændigheder kan vi være sikre på at blive konfronteret med vores attituder som forældre – bare kig hen i dukkekrogen næste gang, du kommer forbi en daginstitution.

– Jeg synes, det er så morsomt at se, hvordan børn aflæser os. Jeg har længe set små piger komme travende med dukkevognen med et træt, udslidt husmoder-ansigt. Nu kommer de stadig travende med et træt ansigt, en dukkevogn og en mobil, som de foregiver at snakke i. Det er da herligt.