Sebastian Klein knækkede som menneske: “Måske var det en forsinket reaktion på mine forældres død”

I 2014 blev Sebastian Klein indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det skete tre år efter hans fars død og i en periode, hvor han havde presset mere arbejde i kalenderen, end der var plads til. Præcis hvorfor, han kom så langt ud, ved han ikke, men det er muligt, at tabet af forældrene spiller en rolle. I dag lever han med angsten for at falde tilbage.

Sebastian Klein har mistet begge sine forældre til kræft. Først sin mor Lykke Nielsen i 2006 efter hun i flere år kæmpede mod brystkræften. Fem år efter tog kræften hans far Jesper Klein – denne gang dog efter et sygdomsforløb på bare nogle måneder. Rollen som forældreløs var omfattet af et enormt tab, savn og sorg. Hvor meget det spillede ind på, at han bare nogle år efter gik fuldstændig ned, ved han ikke. Faktum er dog, at han i efteråret 2014 blev ramt af en række psykiske lidelser, der gav ham en følelse af, at alt ved ham var blevet sprængt til atomer, og han var sikker på, at hans krop var færdig. Faktisk var han så sikker på, at han enten ikke ville overleve, eller i hvert fald nogensinde blive sig selv igen, at han bad sin kone om at forlade ham og finde en anden mand.

Det hele begyndte som en let sitren i fingrene. Sebastian kunne ikke forstå, hvad det skyldtes. Derfra udviklede det sig til, at han en nat blev frygteligt svimmel og følte, at når han drejede hovedet, fulgte øjnene ikke med. I et desperat forsøg på at finde noget klarhed, tyede han til Google.

– Det skal man jo aldrig gøre, for uanset hvad man skriver, så ender det med, at man tror, at man har kræft. Og det troede jeg også. Jeg tænkte ”ja, jamen det er så en tumor” for der var noget, der var helt galt i hovedet, fortæller Sebastian.

Han kan bedst beskrive det, som om noget var brækket i hans hjerne eller gået ud af led, og en dag stod han og bankede hovedet ind i væggen i håbet om at slå tingene tilbage på plads. Det lykkedes naturligvis ikke, og Sebastian blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. På det tidspunkt havde han nået et punkt, hvor han ikke længere kunne kende sig selv, og han var bange for, hvad han kunne finde på.

– Jeg kunne jo på ingen måde passe på mig selv, men jeg var også bange for, om jeg kunne finde på at blive voldelig overfor personalet, og det sagde jeg simpelthen til dem, siger han.

Det var en erkendelse, der var voldsom for Sebastian, som ellers aldrig har haft noget, der mindede om voldelige tendenser. Men han var ikke længere den person, han havde været bare nogle måneder forinden. Han var blevet knækket og var smuldret væk, uden at vide hvad der havde ramt ham, og i dag er det netop det, der skræmmer ham mest. For som han forklarer, så er det nemt at vide, at man skal gå uden om rockere, hvis man er blevet slået i gulvet af en. Men endnu i dag ved han ikke præcis, hvorfor han endte, hvor han gjorde.

– Måske er det en forsinket reaktion på mine forældres død. Men jeg havde også arbejdet rigtig meget i en periode, også mere end jeg kunne nå, og jeg havde glemt at prioritere at se min familie. Jeg ved ikke, om det er én af de ting, en kombination eller noget fjerde. Så jeg kan kun prøve, så godt jeg kan, at undgå at ende der igen. Det vil jeg for alt i verden undgå, siger Sebastian.

Læs også: Fem forebyggende mod kræft

Fra sorthvid til en verden i farver

Da diagnosen blev stillet var det selvfølgelig hverken kræft eller noget lignende. Sebastian led af stress, angst og depression, og han kom i december samme år i behandling med antidepressiver. Og selvom han ikke havde troet, det kunne være noget psykisk, han fejlede – for han var ikke sådan et menneske, der fik psykiske problemer – måtte han hurtigt indse, at det selvbillede var forfejlet.

– De virkede jo ekstremt godt, de piller der. Jeg ved godt, at nogle ikke tager så godt imod dem, men for mig var det virkelig det, der skulle til.

“De fik lavet om på min hjernekemi og nærmest som med et trylleslag, var jeg glad igen.”

– Alt var i farver og jeg var klar til at gå på disko, griner han.

Han tog dog også en beslutning om, at han ikke ville være på piller resten af livet, og cirka et års tid efter indlæggelsen var han af medicinen igen – og på mange måder tilbage til at være sit gamle jeg.

Dog med nogle forbehold. For at have set sig selv være helt derude, hvor han lå bag glasruder i en seng og skreg, mens der stod mennesker i kitler på den anden side og kiggede på ham, sprængte ideen af ham selv som ‘den stærke mand’, og det har gjort angsten til en følgesvend. Hver gang han mærker, at han bliver lidt varm i hovedet, at hjertet synes at slå en smule hurtigere end normalt eller der  bare er noget, der kan minde om en optakt til snurren i fingrene, bliver han bange for, at han er på vej tilbage til det sorte hul.

– Jeg er fuldt ud bevidst om, hvor frygteligt det var, og jeg har også lavet om på nogle vaner i håbet om, at det kan hjælpe med at holde min hjerne sund, så jeg ikke knækker sammen igen, siger han.

Det handler blandt andet om mængden af arbejde, at prioritere familien og minde sig selv om at bruge tid på at slappe af og komme ud i naturen – noget, han har elsket hele livet, men som han i de mørkeste stunder ikke fandt glæde i. Det er for Sebastian et tydeligt tegn på, hvor langt væk fra sig selv, han faktisk var. For normalt er naturen det sted, han kan gå hen og bare være sig selv. Han glemmer alt, der hedder mails, hvad der sker derhjemme, i verden og forpligtelser.

– Når jeg er i naturen, er jeg enormt fokuseret på én ting. Jeg går på en stenalderagtig form for jagt, hvor jeg leder efter ting – det kan være sjældne fugle, insekter, rav eller noget andet – og når jeg gør det, så forsvinder alt andet fra min bevidsthed, og det giver mig en stor glæde og stiller min nysgerrighed. Men i det efterår mærkede jeg ingenting, når jeg var i naturen, og det var ret vildt, siger Sebastian.

Læs også: Kom godt gennem et kræftforløb

Undersøger sig selv med videnskabelig nysgerrighed

Nysgerrigheden er ikke kun noget, Sebastian forbeholder naturen – selvom meget af det, han gerne vil se og opleve, er direkte relateret til flora og fauna. Han er nemlig også ekstremt nysgerrig på mennesker, vores mentale sundhed og den fantastiske rejse, som han selv kalder sin nedtur. For når han ser det udefra, er det helt vildt, at hans hjerne og kemien i den, kunne sende ham helt derud, og at nogle små piller kunne stykke ham sammen til et menneske igen. Når han fortæller om det, er det med iver i stemmen og store øjne.

– Jeg troede jo aldrig, at sådan noget kunne ske for mig, fordi jeg var så grounded et menneske. Og selvom jeg har haft sympati for andre, som gik ned med stress eller depression, har jeg nok haft en lille ide om, at de på en eller anden måde var svage mennesker – modsat mig, som var stærk, og derfor aldrig ville komme så langt ud at skide. Men det gjorde jeg jo, siger han nærmest begejstret.

Den næsten videnskabelige tilgang, han har til sin egen nedsmeltning, kunne tolkes som en måde at distancere sig selv fra det og flygte fra noget svært, men sådan ser han det ikke. Tværtimod. Den videnskabelige nysgerrighed er en måde for ham at blive klogere – både på sig selv og mennesket. Og selvom der er nogle ting, Sebastian nok aldrig finder et håndfast svar på, kan han godt have nogle teorier om, hvorfor han og så mange andre i dag får psykiske problemer.

For når han kigger på, hvordan mennesket har levet tidligere, og holder det op imod, hvordan vi lever i dag, er der klart to parametre, han ser som medvirkende faktorer: Arbejdsliv og skærme.

Det moderne menneskes arbejdsliv er præget af en høj grad af konstant tilgængelighed. Vi kan hele tiden tjekke mails, læse lidt op, planlægge noget, og så bliver det svært at koble fra. Det, i kombination med de skærme, vi bygger vores liv op om, er for Sebastian klart medvirkende faktorer til, at den mentale sundhed lider.

Og han kan jo også se det fra sit eget liv. I perioden op til knækket havde han taget meget mere arbejde, end han burde. Alle weekender var booket med jobs, og han sagde ja til projekter, han egentlig realistisk set godt vidste, han ikke kunne nå. Når han alligevel gjorde det, skyldes det flere ting, som til dels hænger sammen med forældrenes død.

Læs også: Mindsk risikoen for brystkræft

Elsker at leve

Som så mange andre børn ville Sebastian gerne have sine forældres anerkendelse. Når han havde lavet et nyt tv-program, da han introducerede sin kommende kone for dem for første gang, eller da hans sønner blev født, ville han gerne have dem til at kigge på ham og sige “Det er rigtig flot, Sebastian”. Og det gjorde de også.

Sebastian beskriver sine forældre som rosende, anerkendende og støttende mennesker. Men da de ikke længere var der, og ikke længere var der til at give den ros, den kærlighed og støtte, som havde været så centralt et element gennem hele hans liv, havde det muligvis en afsmittende effekt på hans arbejdsliv.

– Min drivkraft for at arbejde er mine børn, så jeg kan give dem en god tilværelse. Men det kan godt være, at jeg efter min fars død i 2011 kom til at søge mere anerkendelse gennem mit arbejde, fordi han ikke var der til at give den. Og fordi der var en masse spændende mennesker, som ville arbejde sammen med mig på det tidspunkt, kom det til at tage overhånd, siger Sebastian.

Om det præcis er sådan, det hænger sammen, ved han ikke med sikkerhed. Men det er helt sikkert, at han mistede meget, da han mistede sine forældre. Visheden om, at der var nogen i den her verden, som kun ville ham det bedste. Alle historierne og minderne, som nu kun lever i ham, og den støtte de havde været. Han er bange for at falde tilbage. Han er også bange for at dø af kræft, ligesom de gjorde, men mest af alt er han bange for, at han skal dø lige så tidligt som sine forældre. Sebastians mor Lykke Nielsen blev kun 61 år gammel, hvilket giver ham 13 år mere. Og det er alt for lidt. For han elsker livet, og der er så meget mere, han gerne vil se og opleve.

Han vil gerne se sine børn stifte deres egen familie og følge dem på deres rejse. Han vil gerne se en orangutang, en hvidhaj og en sneleopard. Han er ikke færdig med at leve. Hverken nu eller om 13 år. Derfor har Sebastian også taget aktive valg om at forsøge at leve på en måde, der er bedre for hans mentale sundhed, og han er fuldt ud bevidst om, at hans afhængighed af cola, som han også drikker, mens vi snakker, ikke ligefrem er fyldt med vitaminer – men han elsker det, og derfor gør han det. Også fordi han tror på, at sundhed er så meget mere end kost og bevægelse.

– Jeg tror også på, at det her med at holde sig nysgerrig er sundt, og jeg er stadig nysgerrig. Jeg kan slet ikke holde tanken ud om alt det, der kommer til at ske, når jeg ikke er her mere. Men døden er også en sjov ting, for vi skal jo alle dø, og hvad sker der så? Jeg tror ikke, der sker en skid, men jeg ved det ikke, og mens jeg er her, vil jeg suge alle de oplevelser til mig, jeg kan. For den, der vinder ved himlens port, er den, der har flest historier og minder, siger Sebastian Klein.