Forbrugere, der spiser bare 100 gram okse- eller svinekød hver dag, har en 30 procents overdødelighed i forhold til andre, fastslår ny stor amerikansk undersøgelse. “Det er klogt at skfte fra svin og oksekød og til kylling og fisk,” siger professor.
Forskere har et klart budskab til mennesker, der elsker okse- og svinekød:Hold op med det.
I den hidtil største undersøgelse af sin art har amerikanske forskere konstateret, at blot et moderat forbrug af okse- og svinekød øger dødeligheden anseligt.
Undersøgelsen blev offentliggjort i aftes i tidsskriftet Archives of Internal Medicine, og den omfatter ikke færre end 545.653 mennesker i alderen mellem 50 og 71 år. I 1995 undersøgte forskere fra bl.a. National Cancer Institute og University of North Carolina de pågældendes kostvaner, og ti år senere fulgte de op og fandt ud af dødeligheden blandt de undersøgte.
Og der var en klar overdødelighed blandt personer, der tidligere havde angivet dagligt at spise okse- eller svinekød. Personer, der spiste i gennemsnit 100 gram okse- eller svinekød dagligt, havde en 30 procent større risiko for at dø tidligt, fortrinsvis af kræft og hjertesygdomme, hedder det i artiklen.
Det samme gjaldt personer, som spiste pølser, pålæg eller andre former for forarbejdet kød.
Hvorfor?
Rapporten angiver, at især oksekød har et høj indhold af mættede fedtsyrer, under stegningen opstår kræftfremkaldende stoffer, og både okse- og svinekød har et højt jernindhold, og det kan også føre til kræft. Forbrugere, der spiser rødt kød, har hyppigere forhøjet blodtryk og for højt kolesteroltal.
“Budskabet er stjerneklart,” siger professor Walter Willett fra Harvard University til Washington Post. “Det er klogt at skifte fra rødt kød og til hvidt kød som kylling og fisk.”
Forbrugere, der spiste mere kylling, fisk og kalkun, havde en lavere dødelighed end gennemsnittet i undersøgelsesgruppen.
Det betyder ikke nødvendigvis, at forbrugerne skal forsage rødt kød, siger han.
“Hvis man spiser kød to gange om dagen og kan skære det ned til én – så er det fint. Hvis man kan skære det ned til to eller tre gange om ugen – så er det endnu bedre, og hvis man kan eliminere det helt, så er det bedst. Den store fordel ligger i at komme væk fra at spise okse- og svinekød hver dag.”
En af undersøgelseslederne, professor Barry Popkin, siger, at “det er helt sikkert at konstatere, at hvis folk vil leve sundere og længere, så skal de spise mindre rødt kød og mindre forarbejdet kød.”
At spise okse- og svinekød er farligere for kvinder end for mænd, fremgår det af rapporten, og det samme gælder for forbrug af pålæg og pølser. Kvinder, som spiste omkring 25 gram pålæg eller pølser om dagen, havde en overdødelighed på 25 procent.
Den amerikanske organisation af kødproducenter afviste natten til tirsdag undersøgelsen, der er usikker, siger gruppen, fordi den bygger på selv-oplysning.
“Kødprodukter er en del af en sund og varieret kost, og undersøgelser viser, at de giver en mæthedsfølelse, som kan hjælpe forbrugere med at holde vægten nede, og det hjælper folkesundheden,” siger James Hodges, der er næstformand for American Meat Institute.
Kilde: Berlingske