Nyheder

Smuk med rynker?

4. oktober 2016

Vi kan sjældent løbe helt fra dem: Alderstegnene. Men rynker er helt okay, som tegn på erfaring og levet liv. Til gengæld er pletter, mørke rande og træt hud endnu ikke blevet moderne. Og her har aminosyrerne en del at sige for vores hud. Lær dem at kende og få tips til, hvordan vi kan booste dem.

Vi behøver ikke løbe fra vores alderstegn, faktisk er det særdeles klædeligt at være i stand til at nyde hver livsfase og alder. Når vi ser billeder af f.eks. Meryl Streep som ung og nu – eller vores egen Ghita Nørby – så var de vidunderlige og smukke dengang – og lige så meget nu på trods af de rynker, som de helt naturligt har fået. Til gengæld har de nemlig også fået den spændende udstråling, der følger med erfaring og levet liv – og de der øjne… med glimt og et ekstra snert af visdom.

Tilfælles har de – udover at de er kunstnere – også deres æstetiske sans og velplejethed. Det drejer sig nemlig hverken om højde eller drøjde eller alder at være smuk og udtryksfuld.

Udstråling og vitalitet bunder i sundhed generelt. Det gælder naturligvis også huden. En træt hud opstår efter for lidt eller forkert pleje, for lidt søvn, for lidt væske, fugt og olie indefra og udefra, for få byggesten til krop og hud. Det handler om at få næring gennem sund, sprudlende vital kost – og så kan vi booste med lidt ekstra, når vi trænger til det, både indefra og udefra. Herunder hører aminosyrerne.

Når huden aldres

Vores hud består som udgangspunkt af tre lag. Underhud, læderhud og overhud. Eller subcutis, dermis og epidermis.

Ligesom cellerne i hele kroppen skal næres, skal der hele tiden byggesten til huden. Med alderen holder vi op med selv at producere så meget hyaluronsyre og coenzymet Q10, som absolut er med til at holde krop og hud vital.

Hyaluronsyre er især med til at holde på fugten i huden, så den ikke bare fordamper, hvilket ellers får især tørhedslinjer til at vise sig.

Når man finder byggesten til hyaluronsyre i sine cremer, kaldes de hudidentiske. Det er ikke ligegyldigt, i hvilken form de findes. F.eks. kan A- og C-vitaminer bedre bruges af huden, hvis de er en del af hybenkerneolie, end hvis vitaminerne er tilsat.

For det handler også om transport. Bliver næringsstofferne transporteret derhen, hvor de skal bruges, og kan cellerne genkende og bruge dem? Her kommer ikke mindst aminosyrer og peptider ind i billedet.

Hvad er peptider?

Peptider er naturlige kæder af aminosyrer ligesom proteiner, de er bare mindre. Ofte består de af to, tre eller mange aminosyrer og kaldes derfor dipeptider (to) tripeptider (tre) eller polypeptider, hvis der er over elleve. Proteiner består ofte af en eller flere polypeptider.

Årsagen til, at peptider er blevet så interessante i hudpleje, er ligheden i strukturen mellem aminosyrerne i peptider og i større proteiner som kollagen – der i vores store hudsystem holder huden spændstig.

Der findes især tre typer peptider, der er interessante i hudpleje. Transport-, neurotransmitter- og signal-peptider. Transportpeptider er netop særligt egnede til at transportere f.eks. mineraler og essentielle metaller, som især kobber, ind til cellerne. Der har de stor betydning for kollagen og elastin i huden, som ad den vej virker reducerende på rynker og øger hudens fasthed.

De peptider, der påvirker neurotransmittere, har en indirekte virkning på mimiske linjer og rynker over tid, og signalpeptidernes funktion er blandt andet, at de har en andel i hudens reparerende mekanisme i fibroblasterne, hvis der er sket skade på hudens evne til udrensning af affaldsstoffer.

Rent på trods af tilsætning?

En af mine ingrediensguruer – Joan Arler, der står bag de økologiske og no-nonsense hudplejeprodukter Zinobel Organic Boost – har valgt ingredienser, der virker, og som samtidig er rene og økologiske. Det er hun blevet belønnet for med flere nomineringer til Danish Beauty Award på trods af mærkets unge alder.

Blandt de ingredienser, der virker, er – udover hyaluronsyre og betaglucaner – netop peptider, som er tilsat i dagcremerne og i natcremerne.

– Jeg valgte, at der skulle peptider i mine produkter, fordi de skal ligge i toppen af anti-aging produkter. Peptider er virkelig anti-aging cosmeceuticals. Vi består jo i høj grad af aminosyrer. Nogle af disse små ”aminosyre-sammensætninger”, har man fundet ud af, reelt stimulerer og beskytter huden på forskellig vis, siger Joan Arler om valget af peptider i produkterne.

– Kritikere mener, at man skal være varsom med aktive stoffer, der virkelig sætter gang i hudens vækst, da der så også kan være risiko for vækst af dårlige/forandrede celler.

– Jeg har valgt kun at anvende et enkelt peptid – palmitoyl tripeptide-5 – da jeg lytter til kritikerne. Det er ganske vist et meget aktivt og multifunktionelt peptid, men det er også et af de reneste (uden kemiske urenheder) og uden bivirkninger. Dette peptid efterligner hudens egen vækstfaktor på bedste vis, og styrer kun udvikling af gode hudceller. Det består helt enkelt af en helt almindelig fedtsyre, palmitinsyre, og aminosyrerne lysin og valin. Der skal meget lidt til for at opnå en virkning, d.v.s. peptidet udgør kun en meget lille andel af den færdige creme. Og i modsætning til mange andre peptider, der ofte er konserveret med noget, vi ikke bryder os om, kan denne fås helt uden konservering – hvilket giver os mulighed for selv at styre konserveringen, siger Joan Arler.

Uden skrammel i hudpleje

I dag vil vi gerne have, at der ikke er noget skummelt og skrammel i vores hudpleje. Og de fleste af os vil også gerne, at det kan gøre en forskel for, at huden føles dejlig, blød og vital.

Naturlige ingredienser er gode for kroppen, og det kræver bare, at cellerne kan få øje på dem – derfor er de naturlige aminosyrer i form af peptider vigtige. Der er endda nogle, der kalder denne tid for ”the peptide age”. Netop pga. af deres renhed/naturlighed og deres evne til at præstere, er peptiderne blevet vigtige for nutiden og fremtiden i kosmetikken.

Der skal dog stadig forskes i netop aktiviteten, da en overaktivitet heller ikke er det, der søges. Så der forskes på livet løs.

Vita Liberata Skin Plumping Peptide Mist, RENs Keep Young and Beautiful SH2C serum, Tromborgs Anti-Aging Wrinkle Cream og Balance Me Restore & Replenish face cream, Jurliques Purely Age Defying Ultra Firm and Lift Cream – er alle eksempler på produkter med peptider, og som navnene antyder, er de målrettede til fylde, fugt og aktivering.

Planter kan bare noget

Der er også andre veje mod samme mål, og der skal vi ikke mindst huske på det nye i, at man nu kan lave liposomer af planter. Det er netop Jurliques NutriDefine serie et bevis på. Sidste år vandt ‘Nutri-Define Serum’ Danish Beauty Award og i år ‘Nutri-Define Eye Cream’.

Her bliver netop natur og teknologi fusioneret, så de aktive plantestoffer kan leveres i huden, hvor der er brug for dem. Med ekstrakter fra peberrod, morbærrod, rosmarin, glycogen og pebermynte. Derudover er der også ginseng og lakridsrod. Blandingen kalder Jurlique for Biosome5, hvor Bio står for rent, naturligt og biodynamisk, Some står for liposom-mikroteknologi og 5 for antallet af nøgleingredienser i liposomen, som netop kan levere de aktive ingredienser dybt i epidermis og give langvarig effekt.

Hvordan booster vi aminosyrerne indefra

Kostens kvalitet er igen af meget stor vigtighed. Vi er simpelthen skabt til at spise frisk, økologisk føde og til at drikke rent, pesticidfrit vand. En stor del af det, vi spiser, er desværre så forarbejdet, at det nærmest er dødt eller halvdødt, og det er altså ikke det, der holder vores celler, hverken i krop, hjerne eller i huden for den sags skyld, friske og vitale. Så kosten kommer vi ikke uden om, hvis vi vil booste aminosyrerne i kroppen generelt.

En næring med antioxidanter, vitaminer, mineraler samt fugt og fedt plus motion/bevægelse og hvile … det giver den smukkeste cocktail.

 


Hvad betyder cosmeceutical?

Når cremer har ekstra indhold af aktive stoffer (altså tilsatte stoffer) så er de i overlap mellem cosmetics og pharmaceuticals.

Det betyder ikke, at myndighederne har givet dem en godkendelse som medicin, men at produkterne har en stærkere effekt end ved non-cosmeceuticals.


Hvad er aminosyrer?

Små molekyler, der sammen bygges op til større molekyler, nemlig proteiner.

Der findes 20 forskellige aminosyrer, der regnes for nødvendige for kroppen.


Hvad er kollagen?

Ca. 70 pct. af huden udgøres af proteinet kollagen, som holder huden spændstig.

Kroppen producerer selv kollagen, men fra omkring 30-års alderen daler produktionen.

Man kan bl.a. booste sit kollagen indvendig fra med C-vitaminer, der fremmer produktionen. Så er du til smoothies og grøntsagssafter, er du allerede godt på vej til at holde huden spændstig og fast.

 

Forrige artikelHormonprævention gør kvinder depressive

Næste artikelLokalprojekt om sundhed nytter