Nyheder

Snorken kan forhøje din partners blodtryk

14. februar 2008

Engelske forskere har fundet ud af, at vedvarende støj kan forhøje dit blodtryk, mens du sover.

Nu er der måske en ekstra grund til at give din partner et dask i siden, hvis han eller hun er tilbøjelig til at trække torsk i land nat efter nat. En britisk undersøgelse offentliggjort i forskningstidsskriftet European Heart Journal, viser, at folk der bor i nærheden af en lufthavn, og derfor er udsat for vedvarende høj støj om natten, har en større helbredsrisiko på grund af forhøjet blodtryk. På samme måde kan trafikstøj fra vejen udenfor eller din partners snorken påvirke dit blodtryk, hvis lydniveauet når over 35 decibel. En normal snorken ligger på mellem 40 og 60 decibel. – Vi ved, at støj fra for eksempel luftfarten kan være en kilde til irritation, men vores forskning viser, at støjen også kan være skadelig for folks helbred, siger Lars Jarup fra afdelingen for epidemiologi og offentlig sundhed på Imperial College London ifølge Reuters. Ifølge Lars Jarup, der står i spidsen for den EU-finansierede forskningsrapport, er lydniveauet afgørende for, hvor skadelig støjen er. Jo mere støj, jo højere blodtryk. I undersøgelsen deltog 140 mennesker, som bor i nærheden af lufthavne i London, Athen, Milan og Stockholm. Forskerne målte forsøgspersonernes blodtryk mens de sov og sammenholdte det med støjniveauet i deres soveværelser. Målingerne viste, at blodtrykket steg, selv om forsøgspersonerne ikke vågnede af støjen. Kilde: Berlingske

Forrige artikelMedlemsboom i øko babyklub

Næste artikelDet er dyrt at være trist