Opskrifter

Søde kartoffelbøffer

Her får du en opskrift på kartoffelbøffer, der på mange måder smager en million gange bedre end kød. Prøv dem med en frisk salat til.

Foto: sswilliamsphotography.com
14. juli 2022

Alle vil have bøffer, og bøffer skal folket have. Her i en planteversion, der på mange måder smager en million gange bedre end kød. Din mave vil elske dem, klimaet vil elske dem, dit helbred vil elske dem! De kan sagtens drille, og de er ikke helt så simple at lave som en god gammeldaws hakkebøf. Konsistensen skal faktisk være som hakkebøf, ikke for våd. Den skal være fast, så tilsæt endelig mere mel eller havregryn, så de kan klare en tur på panden eller i ovnen uden at falde fra hinanden. Kartoffelbøfferne er vidunderlige at kombinere med en frisk salat.

Opskriften er udarbejdet af ernæringsterapeut Louise Bruun og læge Tobias Schmidt Hansen.

kartoffelbøf

Det skal du bruge:

6 mellemstore bøffer

  • 550 g søde kartofler, koges i ca. 20 minutter
  • 1 chia-hørfrø-æg (chiafrø og hørfrø blandet med vand)
  • 1 spsk fuldkornsmel
  • 2 dl havregryn
  • 3 spsk tomatpuré
  • 8 soltørrede tomater, hakkede
  • 3 fed hvidløg, finthakkede
  • 1 tsk cayennepeber
  • 1 spsk spidskommen
  • 1 tsk paprika
  • salt og peber

Sådan gør du:

Lav et chia-hørfrø-æg ved at blande ½ spsk chiafrø, ½ spsk hørfrø og 3 spsk vand og lad det stå i ca. 15 minutter, så du har en slimet masse, som gør det strålende ud for et æg. Du kan også sagtens bare bruge enten hørfrø eller chiafrø, men min erfaring er, at det fungerer rigtig godt med begge dele. Du kan også kværne frøene i en kværn, før du opbløder dem, så du ikke mærker frøene i den færdige ret.

Mos de kogte søde kartofler sammen med chia-hørfrø-æg, tomatpuré, soltørrede tomater, hvidløg og alle krydderierne. Bland det godt og kom mel og havregryn i til at samle bøfferne. Lav 6 mellemstore bøffer og bag dem enten i en varm ovn på 200 grader (almindelig ovn) eller steg dem på en pande med lidt olivenolie.

Om bogen:

Louise Bruun og Tobias Schmidt Hansen: Din grønne rejse

246 sider, 269,95 kroner

Gyldendal 2022

Forrige artikelBørn og dyr – godt eller skidt? Og hvad med allergi?

Næste artikelSofja helbreder dyrene med sine urter

Carsten Gottlieb

Redaktør