90 pct. af de par, der ønskede at bevare deres forhold, var stadig sammen et halvt år efter, de deltog i parterapi på statens regning.
For 300 kroner har forældrepar med knas i forholdet kunnet få et terapiforløb, der normalt koster op mod 15.000 kroner hos psykolog eller coach. Resten har staten betalt
Det har været realiteten under en fire-årig forsøgsordning med statsstøttet parrådgivning, der blev sat i gang af den daværende familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) med henblik på at hjælpe børn med kriseramte forældre.
Nu er forsøget blevet evalueret – og erfaringerne har været positive.
Tilfredshed i top
Ni ud af ti af de par, der ønskede at blive sammen, var fortsat sammen et halvt år efter, at de var færdige med rådgivningen.
Og for de par, der var gået fra hinanden, hjalp rådgivningsforløbet til at forbedre deres indbyrdes samarbejde om samværet med de fælles børn.
Desuden viser evalueringen, at 85 pct. af deltagerne var meget tilfredse med rådgivningen.
Minister er tilfreds
Justitsminister Brian Mikkelsen (K), der er ansvarlig for Familiestyrelsen, efter nedlæggelsen af Familie- og forbrugerministeriet, glæder sig over de gode erfaringer.
– Evalueringen viser, at det for mange par, der har problemer med parforholdet eller i en opbrudsperiode har samarbejdsvanskeligheder, kan være en fordel med et tilbud om støtte. Det gælder ikke mindst af hensyn til deres børn, siger han og fortsætter:
– Det er efter min opfattelse nogle spændende resultater, som vi i høj grad kan drage nytte af i de videre overvejelser om tilrettelæggelsen af den forebyggende og støttende indsats på det familieretlige område.
Rådgvining til 10 millioner kroner
Forsøgsprojektet var på finansloven for 2005 og har kostet 10 millioner kroner i perioden 2005-2008.
Rådgivningen er blevet varetaget dels af offentlige, dels af private udbydere.
At forsøget har været en succes vidner efterspørgslen ligeledes om. Da projektet blev midtvejsevalueret sidste forår, viste tal, at knap en tredjedel af parrene havde stået på venteliste i mere end fire måneder, inden de kunne komme i gang med rådgivning.
Kilde: berlingske.dk
(oprettet 15. juni 2009)