Stressede unge: Lær at være uperfekt – på den perfekte måde

Alle teenageforældre er stødt på dem: De flittige “12-tals piger/drenge”, der driver sig selv hårdt, fordi kun det perfekte er godt nok. Men hvordan undgår vi at drive vores døtre eller sønner lige ind i en stressdiagnose? Hvordan hjælper vi dem til at træffe valg, der passer til deres natur og deres interesser – og indse, at det ‘uperfekte’ kan være helt perfekt.

Ingen plads til slinger … Gennem flere år har jeg arbejdet med unge under uddannelse, og jeg støder på stadigt flere stressede unge med urealistiske forventninger til egne præstationer. Der er ikke plads til slinger i valsen eller ‘min egen måde’ – tøjet og håret skal være helt i trend, vennekredsen skal være stor OG tæt, og karaktererne skal være tocifrede for at være ok. Men hvor kommer denne selvopfattelse og dette værdisæt fra? Fra samfundet, ja, men også fra forældrene – hvad enten det er bevidst eller ej.

 

Hvis du har en halvvoksen datter eller søn under uddannelse, som presser sig selv – arbejder hårdt og aldrig er helt tilfreds med det, han/hun opnår i forhold til skolearbejdet eller responsen fra andre (f.eks. “likes”) – er det svært at ændre deres opfattelse af, hvornår de er værdifulde og “perfekte nok”.

Det er dog aldrig for sent at være et godt eksempel for den unge i justeringen af opfattelsen af, hvad der er “perfekt på den gode måde”, dvs. hvad der REELT passer til din datters/søns personlighed, modenhed, evner og interesser. Tag dig derfor tid til at kaste et blik på din egen rolle og reflektere over en række væsentlige spørgsmål.

 

Der er grænser for, hvor meget vi forældre kan gøre mht. at ændre vores børns prioriteringer og forventninger til sig selv, når de først er i gang med ungdomsuddannelsen. Du skal med andre ord helst være tidligt ude!

Står du imidlertid allerede med et stresset ungt menneske, skal du træde meget varsomt. Du kan let komme til at skubbe på i stedet for at støtte. Det handler ikke om at hjælpe som sådan, men at rumme, se dit barn, som det er, og skabe ro.

Hvis din datter eller søn er stressede og fanget i en spiral – i forsøget på at være mere perfekt, end han/hun egentlig behøver eller magter at være – skal du forsøge at ‘nulstille’ situationen. Det, der var vigtigt før (afleveringer, aftaler osv.), er underordnet det akutte behov for at genvinde roen, energien og livsglæden.

 

Ønsket om succes kan meget let blive til følelsen af et krav om succes, især hvis evnerne er der. Det er netop derfor, det ofte er de dygtige eller ‘flinke’ piger og drenge, som går ned med flaget. “Du har jo et godt hoved” kan let blive opfattet sådan, at den unge bør realisere sit potentiale for at være en succes, for at det er godt nok: “Man må ikke spilde sine evner!”

Spørg lige dig selv, om du kan sige dig helt fri for at tænke sådan?

Men hvordan vurderer man egentlig, om evner er spildte, hvis man f.eks. får middelkarakterer, men til gengæld er aktiv og engageret på en masser andre fronter – sport, kreativitet, musik, venner, kærester, fritidsjob, klubarbejde … Giver disse ‘udenoms’ aktiviteter ikke ligeså mange vigtige færdigheder som tredjegradsligninger og tekstanalyse – færdigheder, som styrker personen, selvværdet, ansvarsfølelsen, selvstændigheden, evnen til at klare sig godt i livet – og på sigt gennemføre en uddannelse som voksen?

 

Det er ikke sikkert, at du er klar over det, men du – ligesom størstedelen af samfundet – kan meget vel have påvirket dit barn til at ville for meget.

“Jamen, du får det jo til at lyde helt forkert, fordi naturligvis ønsker jeg, at mit barn får et godt liv og får så meget ud af sine evner som muligt. Det er der vel ikke noget galt i?”

Nej, men det betyder reelt, at du indirekte stræber mest muligt eller i hvert fald mere på dine børns vegne. Det, du skal spørge dig selv om, er: Mere af hvad? Hvordan animerer eller støtter du reelt dit barn til at vælge og prioritere efter interesse og personlige egenskaber, fremfor efter f.eks. faglig bredde (studentereksamen som det almene valg), økonomisk tryghed (potentielt bedre løn) eller statistikkers og mediers påstande om bestemte uddannelsesveje som ‘sikre job’ – i hvert fald lige nu …

 

En af tidens tendenser i forhold til at “ville mere” ses i de boglige studentereksameners popularitet frem for erhvervsuddannelserne. “Uddannelsesmarkedet er en jungle,” har jeg hørt mange forældre sige som en beklagelse (og undskyldning?).

Ja, mulighederne er mange, og derfor bør den unge – og forældrene – bruge tid på at sætte sig ind i dette udvalg, i stedet for uden videre at vælge ‘som alle andre’. Som tidligere UU-vejleder må jeg ærligt sige, at mange forældre undervurderer deres egen rolle i at vejlede deres børn og især støtte dem i at undersøge mulighederne. Ud over den unge, er det forældrene (og ofte deres folkeskolelærere), som kender barnets evner og personlighed bedst!

 

Det kommer nok ikke bag på nogen, at de unge ofte er meget påvirkede af kammeraternes opfattelser og valg. Som forældre er det således vores ansvar at sætte tempoet ned, undgå de automatiske valg, stille spørgsmål og undersøge – sammen med den unge. Når der skal vælges uddannelse, er spørgsmålet ikke, om dit barn eksempelvis kan gennemføre en studentereksamen, men om det reelt vil få mest ud af at gå på gymnasiet – i forhold til den unges samlede udvikling.

Ungdomsuddannelserne handler nemlig i lige så høj grad om personlig modning, som om faglighed. Dit barns succes i livet afhænger af, om han/hun lærer at sætte og forfølge egne mål, lærer sine egne styrker at kende, at håndtere sine svagheder, herunder kunne overskue sit studie, tage initiativ og ansvar og dermed forme vinklingen af sin uddannelse.

 

Hvad enten dit barn er 6, 16 eller 26, vil du som forælder gøre dit barn den største tjeneste ved at støtte ham i at være den, han virkelig er. Se på dit barn, en gang til.

Måske er dit barn bare ikke glad for matematik eller historie? Måske er hun bedst til at gå i detaljer og ikke så vild med at sammenfatte og formidle? Måske har han flair for at arbejde med noget, han kan relatere til samfundet eller mennesker omkring sig?

Hjælp den unge til at reflektere over, hvordan de bruger deres tid og kræfter klogt – dvs. MEST på de fag, opgavetyper og færdigheder, som de synes er interessante!

Fokuser på styrkerne, og lad den unge dyrke sin egen personlighed frem.

De fag og de områder, der driller eller ikke ‘giver mening’, skal holdes kørende – men livsmod, motivation og dygtighed (!) kommer altså nemmest frem ved at fokusere på det, der interesserer og ligger naturligt til personen.

“Jamen, der er ikke brug for flere xxx på arbejdsmarkedet…” kan nogen forældre udbryde. Undgå at drage konklusioner og spå om fremtiden – der er alligevel ingen garantier. En ting er sikkert, at der er altid (mere) brug for folk, der er engagerede og dygtige til sit fag, fordi de udnytter deres natur, i stedet for at kæmpe mod den og gå ned med stress, før eller siden.

 

Min erfaring siger mig, at den personlige modning er vigtigere end noget andet, hvis den unge skal finde vejen til “det perfekte liv”, uden stress.

Skulle det vise sig at blive nødvendigt, kan det faglige indhentes senere, f.eks. via et HF-enkeltfagskursus, når først modenheden og motivationen er på plads.

Så din opgave som forælder er, at se dit barns uddannelse i det større perspektiv – få ro på og understrege de mange muligheder, der er, selvom resultaterne ikke er perfekte – eller selvom den ‘perfekte’ uddannelse ikke var inden for rækkevidde. Du kan med fordel tale om (og meget gerne vise!), hvordan prioritering handler om andet end det, der kan måles og sammenlignes, som f.eks. karakterer, antal “likes”, omgangskreds, materielle ting.

Måske ønsker du faktisk, at dit barn har en stor omgangskreds, vil få en høj løn eller en god karriere, men giv det tid. Karaktererne er ingen garanti for det perfekte liv. Det umiddelbart “uperfekte” kan meget vel være den helt perfekte vej til et afbalanceret liv, hvor dit barn er den allerbedste til lige præcis at være sig selv.

 

---

Tænk over det: Er du lidt ‘uddannelsessnobbet’? Det bliver ofte overset, at erhvervsuddannelser kan danne grundlag for mere boglige videreuddannelser på sigt: at den unge med sin erhvervsuddannelse skaber et fundament af praktisk og mere konkret viden, og derpå med tiden og efter behov (!) kan bygge mere teoretiske, administrative, analytiske og akademiske færdigheder ovenpå (f.eks. diplom- og akademiuddannelser eller en bachelor). Dvs. den unge kan uddanne sig i etaper, kan tage arbejde efter første ‘uddannelses-etape’, afprøve de nye færdigheder og siden ‘opgradere’, i takt med at interesser og modenhed udvikler sig – og f.eks. arbejdsmarkedet ændrer sig. Hvorfor er dette ikke bare en SUPERpopulær måde at uddanne sig – og leve – på som ungt menneske?! Hvorfor generelt stræbe efter en lang og ‘akademiseret’ uddannelse? Fordi samfundet “vurderer” det højere! Måske gør du det også, uden at tænke over det?