Indendørs dyrkning er en genial mulighed for dig, som gerne vil være lidt selv­forsynende og dyrke grøntsager. Også om vinteren. Det kræver bare en vindueskarm.
Mad

Sunde spirer og mikrogrønt! Sådan dyrker du indendørs

Indendørs dyrkning er en genial mulighed for dig, som gerne vil være lidt selv­forsynende og dyrke grøntsager. Også om vinteren. Det kræver bare en vindueskarm.

Foto: Naturli
11. oktober 2024

Alle kan dyrke grøntsager indendørs. Det kræver ikke så meget plads. Og du kan dyrke hele året rundt. Mikrogrønt dækker over, at du kan dyrke mange forskellige grøntsager, der dyrkes som små planter og høstet efter et par uger. Spirer kan du til gengæld høste meget tidligere og kan måske være et godt sted at starte.

Hvad enten du ønsker at dyrke spirer eller mikrogrønt, begynder processen med, at du måler af og lægger frøene i et glas køligt vand. Frøet begynder at ændre farve og svulme op i takt med, at det optager vand. Tjek frøposen for længden på denne iblødsætning, for det svinger lidt afhængig af frøtypen. Når du sætter tid af til denne iblødsætning, får du det bedste resultat. Herudover får du brug for et godt spot i din lille indendørs køkkenhave, og så er du i gang.

Spirer er plantens første stadie

Overordnet er der to slags spirer. Du kender allerede karse, som kan dyrkes på et stykke vat i en skål. Andre spirer, der kan dyrkes på samme måde, er blandt andet rucola, chia og sennep. Disse spirer er såkaldt geldannende og skal derfor have god ventilation.

Du kan købe forskellige spireskåle, som hver har sine fordele og måske er pænere end den underkop, du plejer at bruge. De fleste andre spirer har det godt med at være i et mere lukket miljø. Du kan skaffe et gennemsigtigt spireglas eller en spirebakke, som giver masser af lys, og samtidig kan du følge udviklingen. I sådan en kasse – som bedst er placeret i let skygge – skal du bare skylle frøene morgen og aften.

Nogle frø skal blot have 2-3 dage, før de kan høstes. Det er den type, hvor du spiser roden i størrelse på cirka 1 cm. Det gælder eksempelvis broccoli, linse, ært og mungbønner. Andre spirer skal have 6-8 dage og høstes, når de har sat et par spæde, grønne blade. For eksempel rucola, solsikke, lucerne og kløver.

Mikrogrønt er stadiet efter spirer

Mikrogrønt er lidt større end spirer, og derfor gror de som nævnt i lidt længere tid. Men du skal til gengæld ikke være lige så opmærksom undervejs.

Processen starter med, at du sår dine udblødte frø i en bakke. Bakken skal tildækkes med et klæde eller lignende, mens frøene spirer. Det tager nogle dage, hvor du skal sørge for, at jorden ikke udtørrer. Brug eksempelvis en forstøver. Når spirerne er kommet frem og er vokset lidt, kan du fjerne tildækningen og stille bakken frem i vindueskarmen. Med mindre at solen bager i karmen. Vand cirka en gang om dagen, så dit mikrogrønt ikke udtørrer. Smag på topbladene undervejs og høst, når de er klar. Med mikrogrønt-metoden kan du dyrke temmelig store mængder salat og lignende, når du får noget erfaring og bliver lidt rutineret. Det kræver dog også lidt flere af de rette planteremedier.

Giv dine krydderurter nyt liv

Krydderurter er nemme at gendyrke, så du undgår at kassere og smide noget ud. Ved nogle urter kan endda du sætte et par stængler i vand, så de kan danne nye rødder og genplantes. Eksempelvis basilikum, oregano, timian, rosmarin og mynte. Her skal du tænke på, at:

  • Stilken skal stå varm og solrigt
  • Vandet ofte skal skiftes for at undgå forrådnelse
  • Stænglerne skal være et par cm lange, før du planter dem over i en potte

Vindueshave

Har du et større panorama­vindue i din bolig, kan du også etablere en hel vindueshave i efterårssolen. Der er mulighed for at etablere vanding med hydrokultur gennem de hængende krukker, og du kan blive ”næsten” selvforsynende med eksempelvis chili, tomat, agurk eller peberfrugt.

Kort og godt! Spirer versus mikrogrønt

Plantens første stadie er spirer. Nogle dyrkes frem til en kort rod og er klar efter en dag . Andre til de får de første blade efter cirka seks dage. Du skal bruge frø, vand og spirebeholder.

Mikrogrønt er næste stadie. Flere typer af spirer kan gro til mikro­grønt på cirka 12 dage. Gælder eksempelvis broccoli, radise, lucerne, solsikke. Nogle enkelte sorter kræver mere tid. Du skal bruge frø, vand, bakke, forstøver og gødning.

Kilder: mikrohaven.dk, spirefroe.dk, friskespirer.dk

Forrige artikelTilbage til rødderne

Næste artikelMotion i hverdagen: Brug det som et selvkærligt frirum

Carsten Gottlieb

Redaktør