Nyheder

Svaler fik stråleskader

19. april 2007

En omfattende undersøgelse af europæiske landsvaler viser, at Tjernobyl-katastrofen medførte flere misdannelser. Tjernobyls landsvaler er hårdt ramt af stråleskader efter ulykken.

7.700 landsvaler er blevet undersøgt. Og det afslører, at fugle fra Tjernobyl-området er hårdt ramt af misdannelser og forplantningsproblemer. Det skriver tidskriftet Biology letters, efter at forskere fra Marie Curie-universitetet i Paris har undersøgt landsvaler fra Spanien, Italien, Danmark og Tjernobylområdet. Resultatet er, at der er flere fødselsdefekter hos Tjernobyl-svalerne og at de ikke lever så længe eller får så mange unger som deres artsfæller uden for den radioaktivt forurenede zone. Anders Møller fra det franske universitet har siden 1991 stået i spidsen for undersøgelsen af de mange svaler og registreret deformiteter og afvigende fjerfarver. Mange misdannelserDet viser sig, at over 13 procent af landsvalerne fra det bestrålede område er delvist albinoer. Det rammer kun fire procent af landsvalerne uden for zonen. De misdannede fugle har fire gange mindre overlevelsesmuligheder. Deres succes, når det gjaldt om at få unger, var reduceret med 50 procent. Forskningsresultaterne er vigtige, fordi de faktorer, der kan spille ind på menneskelige lidelser efter ulykken, kan være påvirkede af alkoholmisbrug, rygning, stress eller andre faktorer. Resultaterne for fuglene er derimod naturlige og ikke resultat af andre problemer. En reaktor på Tjernobyls atomkraftværk eksploderede i 1986 og spredte dermed radioaktiv forurening ud over store områder i Ukraine, Hviderusland og Rusland. Enorme områder omkring værket blev gjort ubeboelige og nedfald fra ulykken kunne registreres over det meste af Europa.

Kilde: Politiken

Forrige artikelDanskerne er de lykkeligste mennesker

Næste artikelVaccine kan hindre hjerteanfald