Nyheder

Syv årsager til at du fryser

Er du typen, der har let ved at fryse? Bliver dine fingre let kolde, selvom der er adskillige plusgrader? Vi har fundet syv mulige årsager.

Foto: Colourbox
29. juli 2015

Er du typen, der har let ved at fryse? Bliver dine fingre let kolde, selvom der er adskillige plusgrader? Vi har fundet syv mulige årsager.

Følelsen af kulde kan variere meget fra person til person. Nogle mennesker hader det tidspunkt på morgenen, hvor de skal forlade den varme dyne og trippe hen over det kolde gulv til badeværelset – andre gør det uden den store omtanke. Skønt det siges, at kolde hænder skyldes et varmt hjerte, er det ikke sjovt at have de frysende fingre – hverken når der skal gives hånd, eller når fingrene skal bruges til arbejde.

Men hvorfor kan der være så stor forskel fra person til person? Vi har fundet syv mulige grunde.

1: Du har dårlig blodcirkulation

Det er måske den mest anvendte forklaring. Hvis du døjer med kolde fødder og kolde fingre, kan det i værste fald skyldes en hjertekarsygdom – men det kan også være et symptom på rygning.

Den mere ufarlige variant af dårlig blodcirkulation er Raynauds Syndrom, der i korte træk betyder, at blodkarrene trækker sig for meget sammen, når kroppen udsættes for kulde. Det er en ufarlig sygdom, der forholdsvis let kan behandles med medicin eller kosttilskud. Omega 3-fedtsyrer skulle være gode mod Raynauds Syndrom.

2: Du er for tynd

Det er fint at være slank, men den evige kamp for en lav fedtprocent kan nemt tage overhånd. Det er navnlig de undervægtige, der har problemer med kropsvarmen. Hvis du har et BMI under 18,5, er du at regne for undervægtig. Det betyder, at du har for lidt af det naturlige, isolerende fedtlag i underhuden, og det betyder, at du sikkert spiser for lidt, så kroppens varmecentral har for lidt brændstof at arbejde med.

3: Du lider af jernmangel

Hvis du får for lidt jern, kan du også få problemer med at holde varmen. Jern er et nødvendigt mineral, der hjælper de røde blodlegemer, så de kan transportere næringsstoffer, ilt og varme rundt i kroppen.

Hvis du mangler jern, kan du spise ethvert barns haderet: Stegt lever og broccoli. Både lever og broccoli er gode kilder til jern, men du finder også jern i andre grøntsager og i kornprodukter.

4: Din skjoldbruskkirtel fungerer ikke optimalt

Problemer med skjoldbruskkirtlen er ret almindelig – især hos kvinder. Skjoldbruskkirtlen har en væsentlig funktion i forhold til stofskiftet, fordi den lille kirtel ved luftrøret producerer de hormoner, der skal bruges til processen. Hvis kirtlen producerer for få af hormonerne, går stofskiftet ned, og det samme gør den varmeproducerende forbrænding. Lavt stofskifte kan heldigvis behandles forholdsvis nemt.

5: Du mangler vand

Omkring 60-70 pct af kroppen er vand, og det er nødvendigt at holde balancen ved lige. Vandet i kroppen er med til at regulere temperaturen, så kolde fingre kan også skyldes en mild dehydrering.

Det er meget individuelt, hvor meget væske der skal fyldes på systemet hver dag. Så det er egentlig bedst at holde øje med urinen: Hvis den er mørkegul, får du for lidt væske, og hvis den er næsten farveløs, får du for meget. Hvis du får for meget, udvasker du vigtige mineraler fra kroppen, så det gælder om at have en urin, der er lys gul.

6: Du får for lidt søvn

Hvis du sover for lidt, kan du blive kuldskær. Forskerne er lidt i tvivl om, hvor årsagen skal findes, men måske er det hypotalamus i mellemhjernen, der ikke fungerer optimalt ved træthed. Hypotalamus styrer nemlig blandt andet temperaturen og stofskiftet i kroppen.

7: Du er kvinde

Kvinder har oftere kolde fødder og hænder, fordi kvindekroppen er bedre til at holde på varmen end mandekroppen. Det kan lyde selvmodsigende, men kvindekroppen holder netop på varmen ved at holde gang i de vitale organer, hvorfor der undertiden mangler varme til ”udkantsområderne” på kroppen.

Kilder: expressen.se, netdoktor.dk, sundhed.dk

Forrige artikelSeks fødevarer, du kan spise hver dag

Næste artikelDe sunde kirsebær

Thomas la Cour

Journalist