Thomas Mygind: Gør minusdage til Plys-dage

Tv-værten Thomas Mygind, 51, holder begejstrede ‘kicktalks’ på virksomheder i ind- og udland, hvor han bl.a. giver sit personlige bud på, hvordan man kan få succes med at agere mindre som Æseldyret og mere som Peter Plys.

Thomas Mygind byder på te på Missionshotellet Nebo i Istedgade, der ligger side om side med værtshuse og pornobutikker. Det er nu ikke fordi, han frekventerer nogen af delene, men det er her, han opholder sig, når han er på arbejde på Kanal 5. Da han for 22 år siden skulle begynde i sit første værtsjob i Danmarks Radio, ankom han bogstavelig talt med firetoget fra Jylland til Hovedbanegården, og det første overnatningssted, han stødte på, var Nebo. Her var rent, billigt og venlig betjening, så hvorfor lede videre?

Thomas Myginds rigtige hjem ligger–efter en tiårig periode i den sydengelske badeby Brighton–nu i udkanten af Silkeborg. Her bor han sammen med sin hustru Regina Pedersen, som han mødte under Robinson Ekspeditionen i 1998. Han var vært, hun vandt programmet, men de var begge i andre forhold og blev først kærester et par år senere. Og i forsommeren 2011 blev de, ved en privat ceremoni i skovbrynet ved hjemmet i Silkeborg, officielt ægteviet.

Thomas Mygind har altid været et søgende menneske, fortæller han. Han tror, det bunder i, at hans far var maniodepressiv, og bl.a. derfor kom Thomas til at interessere sig for menneskets kringlede sind. Hvilket også hænger fint sammen med hans tidligere rolle som vært på ‘Robinson Ekspeditionen’, hvor han og deltagerne opholdt sig under ekstreme forhold på en øde ø, samt med hans nuværende job som vært på Krimi 5, hvor han konfronteres med kriminelles tankemønstre og adfærd.

Ud over at være en af Danmarks mest erfarne tv-håndværkere er Thomas Mygind også en begejstret foredragsholder, ihærdig løber og passioneret golfspiller.

– Jeg har altid dyrket meget motion, og siden jeg var 17 år, har jeg løbet regelmæssigt. Jeg debuterede som maratonløber i København som 25-årig i 1985, og siden har jeg løbet ni maratoner, senest i New York i november 2010, hvilket var den forventede kæmpe-oplevelse. Jeg regnede med, at jeg skulle sætte mit maraton-punktum der, men tværtimod gav oplevelsen mig faktisk blod på tanden til et par stykker mere. Så jeg har sikret mig startnummer til New York igen i 2013 og til London Marathon i 2015, og så satser jeg på at sætte det endelige punktum i New York i 2019, hvor New York Marathon kan fejre 50-års-jubilæum, og jeg selv fylder 59. Det kræver selvfølgelig en hel del at gennemføre et så langt og så hårdt løb, men det giver også en masse, både før, under og efter de 42,195 km, siger Thomas Mygind.

– Jeg løb alene i New York, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været 100 % til stede i nuet, skridt for skridt. Det var en egocentrisk handling i et gigantisk fællesskab med 47.000 andre motionister fra mere end 100 nationer. Det er et enormt opløftende positivt fællesskab, men du gør det, dybest set, kun for dig selv.

Thomas Mygind mener, at det at gennemføre et maraton, er 80 % mentalt og 20 % krop, og han er overbevist om, at alle, bortset fra syge og ekstremt overvægtige, kan gennemføre sådan et løb.

– Jeg døjede med en løbeskade i akillessenen. I to år op til løbet i New York kunne jeg ikke løbetræne. Jeg måtte derfor finde alternativer, og selvom jeg på det tidspunkt kun havde hån og latter til overs for en crosstrainer, eller en skimaskine, som den også kaldes, fandt jeg ud af, at den er mindst ligeså effektiv træning som landevejsløb, men langt mere skånsom. Pointen er, at det meste kan lade sig gøre, man skal bare have den rigtige attitude …

Et bulet liv

Thomas Mygind er NLP-uddannet i London, har taget diverse andre kurser, prøvet sig frem inden for de fleste områder af den alternative verden og har levet et, til tider, bulet liv, som han siger. Den ballast, kombineret med sin mangeårige erhvervserfaring med kommunikation som den røde tråd, og ikke mindst med mere end 1.200 tv-programmer, hvor samarbejde og engagement er nødvendigt, ligger til grund for hans kicktalks og for den begejstring, han indgyder blandt sine medarbejdere og kolleger på arbejdet.

Når Thomas Mygind holder sine såkaldte kicktalks i store og mindre virksomheder, har han hidtil kaldt foredraget ‘Genvej til begejstring’, men overvejer nu at ændre titlen.

– I disse globale krisetider oplever jeg, at der er mange, som ‘slår’ sig på ordet begejstring. Jeg har derfor overvejet at omdøbe det til ‘Få det bedste ud af det meste – trods alt’.

Uanset overskriften handler hans kicktalks om glæde, motivation, inspiration, glød og gnist. Personligt, privat og på jobbet. Og vi kan, ifølge Thomas Mygind, skyde genvej til den begejstring, for som han siger:

– Man behøver ikke at gå den lange vej hele tiden.

Som han ser det, er der tre effektive genveje til begejstring: fokus, fysik og dialog. Tre dimensioner af livet, en treenighed, der udgør vores succes- eller powertrekant. Fokus handler om alt det, der har eller tager vores opmærksomhed gennem livet. Måden, vi bruger de programmer, vi livet igennem har downloadet på vores neck-top-computers harddisk, på, som Mygind udtrykker det.

Vores virusprogrammer

– Hjernen er en supercomputer, der kan udrette mirakler for os, eller det modsatte, og desværre har vi ikke fået udleveret nogen manual. Alt, hvad vi har gjort mere end en gang, har vi et program for. Så vi har altså myriader af dem. Vores morgenrutine f.eks. er et lille program. Noget, vi gennemfører automatisk uden at tænke så meget over, om det er hensigtsmæssigt eller ej, det vi gør. Hjernen forsøger, selvom det ikke altid opleves sådan, at gøre os til genier og gøre det så let for os som muligt. Bl.a. ved at den sætter alle vores livs oplevelser i en form for systematik, og når vi kommer ud i bestemte situationer, som vi har et program for, altså situationer vi genkender og har været i før, behøver vi ikke at tænke over, hvad vi skal gøre i den pågældende situation. Det er jo nyttigt, når det f.eks. handler om at cykle eller svømme, men der har altså sneget sig masser af virusprogrammer ind gennem tiden, og det er knap så hensigtsmæssigt.

Det kan virke lidt provokerende på nogen, at stille sig op og sige det, fortæller Thomas Mygind. Men han gør det nu alligevel tit og ofte, og med stor begejstring.

– Fundamentet for den grad af succes, vi hver især oplever i livet, handler dybest set om attitude. Det, vi gør, det, vi siger, måden, vi siger det på, og hvordan vi ser ud. Nogle mennesker er ‘dystertryner’ og ‘negaholikere’. De ser det negative og besværlige i enhver situation – ligesom Æseldyret i Peter Plys-fortællingerne. Modsat Peter Plys, der aldrig ser problemer, men kun spændende udfordringer, som der altid er en vej igennem. Det er en banal teori, men som i så mange andre af livets forhold, ligger sandheden ofte i det banale. Ja, faktisk er jeg helt overbevist om, at jo mere kompliceret, vi gør tingene, des mindre er sandsynligheden for, at vi bliver forstået og trænger igennem. Det er jo ingen sag at gøre det enkle kompliceret, opgaven må være at gøre det komplicerede enkelt.

Krise i kærligheden

I begyndelsen af 90’erne gik Thomas Myginds daværende kærlighedsforhold i stykker, og han udnævnte sig selv til formand i ‘Hvor-er-det-bare-synd-for-Thomas-foreningen’.

– Jeg gik i total selvklynk, og brugte bl.a. musik som soundtrack til min sindsstemning. Sinead O’Connor udgav et album lige på den tid, hvor der var et nummer på, som hed ‘Nothing Compares 2 U’, som jeg lyttede til igen og igen. Hun sang en sætning, der blev en slags selvforstærkende navlepille-mantra for mig, som lød sådan: “You got to have fundament in what you do”. Eller det var i hvert fald, hvad jeg hørte. For fem-seks år siden var jeg hjemme og besøge en kammerat, som havde lp’en. Jeg læste sangteksten på coveret og opdagede, at Sinead i virkeligheden sang “You got to have fun no matter what you do”. Og det er jo en diametralt anden historie. Pointen er, at vi hører og ser det, der lige passer ind i vores opfattelse, ikke nødvendigvis det, der er virkeligheden. Det er det, der kaldes selektiv perception. Vores fokus afgør, hvordan vi tolker virkeligheden. Hvis du har besluttet dig for, at livet er surt, så gå ind på Hovedbanegården i 15 minutter, og bliv bekræftet i det. Hvis du omvendt har besluttet dig for, at livet faktisk er en helt o.k. idé, ja, så kan du gå ind på Hovedbanegården i 15 minutter og blive bekræftet i det også.

Forholdet til kroppen

Den anden dimension af vores succestrekant er vores fysik, i følge Thomas Mygind.

– Hjernen og kroppen hænger sammen, er i konstant dialog og påvirker hinanden. Det er derfor, placebo har en effekt. I det tilfælde påvirker hjernen kroppen, men det omvendte gør sig også gældende. Det, vi gør med kroppen, påvirker hjernen. Når vi f.eks. motionerer, sættes der lykkehormoner i gang, og vi kan generelt overkomme meget mere.

Sidste side i trekanten er vores dialog, både den eksterne, den vi har med andre mennesker, men lige så vigtigt den interne, den der kører inde i os selv.

– Det, den indre stemme nogle gange siger om dig selv og dine præstationer … hvis du sagde de samme ting højt – til dine venner, familie, kunder og klienter – ville du så overhovedet have nogen? Vores indre stemme kan kværne uforstyrret og uimodsagt. Hvis du er enig med dig selv om, du er misforstået, uheldig og uelsket, kan du sagtens finde bekræftelse på det. Det er helt afgørende, at vi får styr på den indre dialog for at opnå mest mulig succes i livet. Vi kan ikke bede stemmen om at holde kæft, men vi skal forsøge at styre, hvad den siger. Alle de ord, vi siger, tænker, ser, hører eller skriver, påvirker og præger vores oplevelse og vores performance. Vores fokus, fysik og dialog udgør vores attitude, den samlede pakke, vi viser udadtil. Vi bliver alle kategoriseret og vurderet ud fra fire ting: Det, vi gør, det, vi siger, måden, vi siger det på, og hvordan vi ser ud. “Attitude is everything” er et af mine yndlingscitater, og det afgørende er jo, at vi, dybest set, selv er herre over vores attitude.

Æseldyret og Plys

Når Thomas Mygind har ‘kicktalket’ og lavet øvelser med sine tilhørere, er de ofte godt rundtossede på den gode måde. Så samler han alle sine budskaber i en meget enkel konklusion.

– Menneskelige Æseldyr er grundlæggende af den opfattelse, at livet er en seksuelt overført og uhelbredelig sygdom, hvor dødeligheden er 100 %. De lider af det, jeg kalder ‘kronisk stalimi’. Når jeg spørger tilhørerne, om de kender den diagnose, begynder de typisk at sidde uroligt på stolen, og jeg kan se på dem, de føler sig lidt uvidende. “Burde jeg ikke have hørt om det?”, tænker de. Så går jeg uanfægtet videre og fortæller om Peter Plys, historiens hovedperson og min helt. Hans attitude er exceptionel. Han kommer aldrig med undskyldninger for, hvorfor han ikke umiddelbart har succes med et forehavende. I stedet bruger han ressourcerne på at komme op med nye ideer. Hvor Æslerne spørger “hvorfor?”, spørger Peter Plys “hvorfor ikke?” og “hvordan?”. Når resultatet ikke lige er det, han havde forventet, lærer han af det. Æseldyret er ligeglad, Plys er lige glad, i to ord. Der er afgrundsdyb forskel. Herefter afslører jeg så, at alle kan slappe helt af, for stalimi er selvopfundet ‘lægelatin’ og en forkortelse for ‘stakkels lille mig’, og så smågriner alle lettet. For de fleste genkender det jo.

– Vi mennesker er sårbare, og vi bliver bombarderet med negativitet fra morgen til aften, så det er let at blive æsel. En undersøgelse fra Harvard viser, at 90-95 % af det, gennemsnitsamerikaneren ser og hører i løbet af et døgn, har afsæt i noget negativt. Og selvfølgelig har det det. Konflikt sælger. Så det kræver sin plysbjørn at bevare positiviteten.

Thomas Mygind afslutter sine kicktalks med en øvelse.

– Det er en test, der tager fem døgn og som kan få mirakler til at ske. Øvelsen går ud på, at uanset hvad, der sker i de næste 120 timer, skal deltagerne gøre to ting: 1. tænke: “Hold da op! Hvor interessant. Hvor spændende!” 2. tænke: “Hvad mon Peter Plys ville gøre lige nu?”. Og så er der jo lige underværktøjet … Hvis de én gang, i løbet af de fem døgn, tænker eller reagerer som et lilla-gråt æsel … Ja så får de fem nye dage! Jeg har lavet øvelsen i mere end 22 år nu, og i morges tog jeg endnu engang hul på døgn nummer tre, griner Thomas Mygind.

– Ja, det er flotte og virkningsfulde teorier, men det er naturligvis ikke altid, jeg selv kan leve op til dem. Både privat og i mit arbejdsliv forsøger jeg at dyrke det gode. Få mennesker til at vokse omkring mig. Nogle mennesker er bange for at få andre til at vokse, så de selv føler sig små. Jeg bruger meget energi på, at ‘hele holdet’ skal føle sig godt tilpas, og jeg blev engang spurgt, af en journalist, der fulgte mig gennem en hel studiedag, om det ikke koster mig mange ressourcer? Men det forholder sig faktisk lige præcis omvendt: Jeg får en masse energi retur af at skabe begejstring omkring mig.

– Til gengæld kan jeg så godt, efter en lang dag på farten, klaske helt sammen, når jeg kommer hjem. Et misforhold, jeg har brugt en del tid på at få styr på i mit parforhold. Regina sagde på et tidspunkt: “Du går ud i verden og leverer det bedste, du har. Og når du kommer hjem til det, der burde være dit allervigtigste, er der intet tilbage”. Barske, sande og kloge ord. Så nu tager jeg min egen medicin: Jeg kører nedad den lille grusvej, der løber ned mod skoven lige før vores hus. Jeg stopper bilen og tjekker, hvordan jeg har det i det øjeblik, går et par raske ture rundt om bilen, strækker ryggen, tager et par dybe indåndinger og laver et par hurtige energiøvelser. Det enkle lille trick giver et hurtigt boost, som er afgørende for det første vigtige møde i døren derhjemme. Heldigvis behøver jeg ikke at opretholde den energi så længe, så er det ok at klaske sammen, og så kommer Fru Mygind med en kop varm kakao, smiler han.

Thomas og Regina har ingen børn, men det er ikke et bevidst fravalg. Det blev bare sådan. Men også den bule på livets vej vælger Thomas Mygind at se noget positivt i.

– Det er jo ikke alle forundt at få børn. Og den sorg lærer vi så at leve med. Til gengæld får vi noget andet, f.eks. friheden til at gøre præcis, som vi vil.

Eftermiddagsmørket falder på, kopperne er tømt, og Thomas Mygind skal videre. Inden han går, siger han, at han håber, hans kicktalks ind imellem gør en forskel, hjælper nogen lidt videre, giver dem et kærligt los lige i motivatoren. Men forudsætningen er jo altid, at folk skal ville det selv. Og at man skal huske, at man kun kan hjælpe folk derfra, hvor de befinder sig.

– Den danske åndsforsker Martinus Thomsen udtrykte det bl.a. sådan: “Man kan ikke bebrejde et grønt æble, at det ikke er rødt.” Det kunne ikke engang Peter Plys have udtrykt enklere eller mere genialt, siger Thomas Mygind.