Med sommervarmen kommer også myggeplagen. Hvordan holder du blodsugerne ude af soveværelset? Svaret kan være: Tomatstængler og -blade.
Med sommervarmen kommer også myggeplagen. Hvordan holder du blodsugerne ude af soveværelset? Svaret kan være: Tomatstængler og -blade.
Det er på godt jysk træls at vågne med kløende, røde buler på huden, fordi en myg eller flere har taget for sig af retterne, mens du sov. Det er også pænt irriterende at høre den summende lyd af en myg lige ved øret, når du er ved at falde i søvn. Man kunne næsten tro, den provokerer, ikke?
Du kan naturligvis holde dit soveværelse hermetisk lukket dagen igennem, og skynde dig ind bag den lukkede dør, når du skal sove. Men hvis du ikke har aircondition i dit soveværelse, kan det blive en varm fornøjelse på denne årstid.
Egentlig sover vi bedst ved en temperatur under 17 grader, og det kan være svært at opnå uden et åbent vindue. Med det åbne vindue kommer myggene ind. Uanset hvor grundig du er med myggenet og andre typer forebyggelse, skal de nok finde ind til dine varme vener.
Der findes naturligvis diverse myggespray, du kan sprøjte dig med, men der er ikke rigtig evidens for, at de virker. Med mindre de er fyldt med kemikalier – og hvor godt er det for din hud?
Det vigtigste er at holde myggene helt ude af dit soveværelse. Ifølge det tyske nyhedssite t-online er citronellalys slet ikke så effektive mod myg, ligesom det heller ikke kan anbefales at sove med tændte stearinlys. Citronellalys skulle ligefrem tiltrække myggene.
T-online peger i stedet på et gammelt husråd som løsningen: Tomatstængler. Tomatplanternes stængler er fyldt med duftende fimrehår, der er til for at holde skadedyr på afstand af planten. Men duften er i myggenes sansesystem en skræmmende stank, der holder dem langt væk.
Tricket virker kun med tomaternes blade og stilke. Ikke med tomatfrugterne. Der er ingen kirtelhår på dem.
Hvis du vil beskytte dit hjem mod myg, bør du hænge flere stængler og blade af tomater foran vinduerne. Alternativt kan du sætte bladene af tomatplanter i en vase i vindueskarmen. Det forhindrer myg i at komme ind i lejligheden gennem det åbne vindue.
Da lugtstofferne har en aktionsradius på knap en meter, fungerer metoden ikke helt så godt på altan og terrasse, som den gør ved et vindue. Men her kan du sætte tomatplanter i potter rundt om møblerne, så du har en vis beskyttelse mod de bidende insekter.
Du kan også sprede tomatblade og stilke i dit soveværelse for at holde myg væk og stadig være i stand til at sove med vinduet åbent. Duften er dog meget intens og kan forstyrre dig, når du falder i søvn.
Det er nemlig vigtigt, at stængler og blade dufter stærkt af tomat. Hvis de mister kraften, skal de skiftes ud.
Kilde: T-online.de