Sind

Træt af at reagere urimeligt?

27. september 2010

Du kender det måske: Selvom det ikke var meningen, står du pludselig og råber som en gal eller tuder som en tøs. Årsagen kan nogle gange findes så langt tilbage som til 2. verdenskrig… eller i den bagage, du nu en gang slæber rundt på.

Ind i mellem tager jeg mig selv i at reagere helt hen i skoven. Jeg har det, som om jeg står inde i en af disse kæmpemæssige plastikkugler fra TV2s “Bingo Banko”, som man skal løbe rundt i. Sveden pibler frem, kuglen dugger til, luften er ved at slippe op, og alligevel bruger jeg mine sidste kræfter på at råbe til en af ungerne: “Pas nu på – den kan gå i stykker!”, “Har du GLEMT din taske på skolen?!”, “Jeg fatter ikke, hvordan du kan slide så mange sokker op!”…

Kort efter kommer jeg ud af min “skælde ud-boble” og er grundigt træt af min måde at reagere på. Selvom jeg er kisteglad for, at mine børn er nysgerrige og superaktive – og derfor helt naturligt vil både tabe, glemme og slide noget op undervejs – så smutter det alligevel for mig med jævne mellemrum.

Reagerer som tidligere generationer

En dag satte jeg mig ned og tænkte over min reaktion – og fandt frem til, at det hele hand­lede om 2. verdenskrig! Ja, jeg kunne tydeligt mærke og høre min mormor og hendes overfokusering på, at “intet må gå til spilde”, og at “man skal passe ordentligt på sine ting, for hvem ved, hvornår man kan få fat i nogle nye” osv. Og sådan blev hun ved at leve helt til sin død i 1989.

Under 2. verdenskrig med mangel på alt fra cykeldæk til sækkelærred gav det virkelig god mening, og i mit barndomshjem var det også nogenlunde relevant i de økonomisk stramme 80’ere med virksomhedslukninger, stor arbejdsløshed, kartoffelkur og skyhøje renter. Men i dag og for mig er det ikke en rimelig reaktion, som er afstemt efter de faktiske forhold. Bevares, jeg har et budget, der skal holdes, men så er det heller ikke værre! Nu må det være slut med sure miner pga. en glemt skoletaske (som kan hentes dagen efter) eller nogle hullede sokker!

Når automatikken giver reaktionen

Det handler om automatiserede reaktioner og fastgroede værdinormer, hvor handlinger og mønstre udløses automatisk, og vi mister styringen over, hvordan vi opfører os. Det kan f.eks. være i form af overdreven og gentagen vrede, frustration, tristhed, tilbageholdenhed eller bitterhed. Hvis vi dykker ned i disse reaktions­mønstre, vil vi langt hen ad vejen kunne spore baggrunden for vores automatiserede reaktioner. Nogle mønstre kan naturligvis ligge så dybt og langt tilbage, at der skal arbejdes med hukommelseslag, som ligger uden for din umiddelbare bevidsthed, f.eks. via hypnoterapi eller tankefeltsterapi. Men oftest kan du selv efter et stykke tids opsporing eller “backtracking” finde frem til kilden. Når du kender kilden, kan du så afgøre, om din reaktion stadig har sin berettigelse eller ej.

Følg sporet for, hvordan du reagerer

Når du beslutter dig for at ville optrevle mønstret bag dine reaktioner og handlinger, gælder det om at give dig god tid. Du er Sherlock Holmes, som med forstørrelsesglasset i hånden og måske Dr. Watson ved din side følger, sammenstykker og analyserer dig frem til en forklaring – og dermed starten på en løsning. Nedenfor finder du de typiske trin, du kan udføre og følge for at erstatte et gammelt, udtjent og uhensigtsmæssigt reaktionsmønster med et nyt, afstemt og konstruktivt et af slagsen. Når du har læst trinene igennem, kan du begynde at udføre dem gradvist og i et tempo, du kan overkomme. Nogle punkter vil du naturligt strække over længere tid, så du kan nå at under­søge og fordøje tingene hen ad vejen.

Forrige artikelLever du sundt? Sanne Gottlieb

Næste artikelKom til DM i juice og smoothies