Nyheder

Tramp i pedalerne og lev længere

28. februar 2012

Kombinationen op-på-jernhesten og op-med-pulsen kan forøge dit liv med op til næsten fire år. Det viser ny, stor dansk undersøgelse.

 

– Det giver næsten ingenting at tage en cykeltur på to timer, hvis du cykler langsomt. Hvis du derimod sætter tempoet op, så lever du længere end dem, der bare tager den langsomme tur, siger hjertelæge Peter Schnohr, der har foretaget undersøgelsen.

I de sidste 18 år har man fulgt 5106 mænd og kvinder i alderen 21 til 90 år. Undersøgelsen er en del af den danske Østerbroundersøgelse, hvis formål er at kortlægge risikofaktorerne for hjertekarsygdomme.

 

Hurtig cykling forlænger livet

Undersøgelsen viser, at der er forskel på, om man cykler på dame- eller herrecykel. I hvert fald fik de kvinder, der cyklede hurtigt ikke helt så meget ud af deres anstrengelser, som mændene. Mens kvinderne vandt 3,9 år, var tallet nemlig hele 5,3 år for de hurtige mænd.

Hjertelæge Peter Schnohr har ingen videnskabelig beviser for, hvorfor mændene får flere år ekstra levetid, men giver et kvalificeret gæt.

– Kvinder lever generelt længere end mænd. Så hvis de skal gøre noget for at leve yderligere længere, så skal de nok gøre mere end mændene, siger han.

Peter Schnohr kan desværre ikke give et præcist tal for, hvor hurtigt man skal cykle, for at levetiden forøges, da det varierer fra person til person. Det vigtigste er, at man får pulsen op.

 

Spænd cykelhjelmen

Skal du ud at cykle hurtigt, så husk cykelhjelmen.

De fleste af os har lavet et eller flere cykelstyrt. Med asfalt mod cyklen, asfalt mod kroppen og asfalt, der føles, som om den kommer helt ind under huden. Men asfalteksem kan være at foretrække frem for at slå hovedet.

Styrter du med 20 km/t, rammer du nemlig jorden med en kraft på ½ ton. Og det er farligt for hovedet.

Hvert år får cirka 1600 danske cyklister alvorlige hovedskader, og 60 % af dem kunne være undgået, hvis man havde brugt cykelhjelm.

Cyklistforbundet anbefaler, at man køber en hjelm, der sidder godt og er pæn. Så er chancen for, at den bliver brugt, nemlig større. Du kan læse mere om cykelhjelme, og om hvordan de skal sidde for at beskytte hovedet bedst muligt på Cyklistforbundets hjemmeside, www.dcf.dk, under punktet Viden.

 

 

 

Kilder: Ritzau, Cyklistforbundet, Bispebjerg Hospital

Forrige artikelEn blodprøve afslører forelskelse

Næste artikelH1N1-vaccine forbundet med narkolepsi