Vi dykker ned i dagligdagen hos almindelige danskere for at udforske de naturlige vaner, der beriger deres liv og hverdag. Mød kok og kogebogsforfatter Umut Sakarya, der har vendt sit liv på hovedet. Han har skåret alkohol og cigaretter helt fra, sætter seriøse grænser for skærme og er optaget af at få god søvn – og nok af det.
Vi dykker ned i dagligdagen hos almindelige danskere for at udforske de naturlige vaner, der beriger deres liv og hverdag. Mød kok og kogebogsforfatter Umut Sakarya, der har vendt sit liv på hovedet. Han har skåret alkohol og cigaretter helt fra, sætter seriøse grænser for skærme og er optaget af at få god søvn – og nok af det.
Jeg havde nogle år med restauranter – og søvnen hænger bare overhovedet ikke sammen, når man arbejder på tværs af samfundet. I dag har jeg inkorporeret faste rutiner før sengetid og faste tidspunkter at gå i seng og stå op på. Jeg skal ligge klar til at sove allersenest klokken 22.00, og så vågner jeg naturligt klokken 5-6-7. Det er virkelig længe siden, jeg har haft brug for et vækkeur. Jeg har brugt tid på at mærke efter, hvad der er den rette søvn for mig og tvinger ikke mig selv til at sove mere, hvis jeg vågner klokken 05. Hvis jeg ikke får ordentlig søvn, bliver næste dag som en dag med tømmermænd. Hvor alt, hvad der ellers ville være overskueligt, bliver uoverskueligt.
Jeg bruger ingen skærm 2 timer før sengetid og to timer efter opvågning. Jeg sover på en helt anden måde, og jeg føler mig mere hjemme i kroppen. Som om jeg har smidt gæsterne ud, og nu kan vi være alene. Min kæreste Johanne og jeg laver hvert år en liste over, hvad vi vil være bedre til – denne vane kom på listen i 2022, og den er stadig på. Vi brugte telefonerne for meget, så det føles som at komme ud af et misbrug. Rigtig mange mennesker vil snakke med mig, men jeg bor med Johanne, og hende skal jeg altså frem for alt snakke med. Engang ringede man hverken ved aftensmadstid eller efter, fordi det var uhøfligt. I dag er grænserne visket ud.
Hver uge tager vi en dag ud på tur uden telefon eller laver for eksempel spa og wellness derhjemme. Man skal virkelig ville det, for det kræver træning at lade telefonerne ligge. Det føles som at leve i 90’erne, hvor jeg er til stede på en anden måde. Jeg kan ikke tage billeder eller besvare opkald. Oplevelserne bliver mere ægte, fordi de ikke bliver dokumenteret og kun tilhører os. Enten husker vi minderne, eller så husker vi dem ikke – og så kan vi opleve dem igen en anden dag. Vi gør telefonen til en menneskeret, men engang levede vi altså uden. Jeg vil kraftigt opfordre alle til en dag uden skærm.
Ked dig lidt. I starten var det underligt at gå ned at handle uden telefon – men prøv det lige!
En af de vaner, jeg har elsket at få og anbefaler til alle – det er at cykle. Jeg har min cykel med alle steder. Det kan da være røvsygt at cykle, men det er en måde at være aktiv på uden at tage i træningscenter eller løbe, som jeg hader, og så er det funktionel motion, der tager mig fra A til B. Ofte rammer jeg 20 km på en dag, fordi jeg bruger det som transport. På min cykel får jeg luft, motion, og hjernen bliver iltet. Mine mest originale idéer opstår, når jeg ikke søger inspiration på nettet, men har frit spil i tankerne.
Jeg har røget, siden jeg var 14. Det er 18 år med røg. Nu er jeg stoppet, og det giver en ekstrem livskvalitet. Jeg var i et langt terapiforløb for at arbejde med traumer og gamle mønstre. Det gjorde mig bevidst om, at jeg brugte smøger og alkohol til at dulme. Jeg flygtede. Det var totalt mærkeligt at stoppe fra dag til dag. Jeg var vant til at tænde en smøg som det første om morgenen. Jeg tager stadig med til middage, men jeg gider ikke, hvis formålet er at tage i Grøften og hamre. Du tager heller ikke på Statens Museum for Kunst med bind for øjnene.
Jeg er blevet mere stabil, tænker bedre og er i bedre humør. Mere mig selv. Fysisk kan jeg mærke, at jeg heler bedre og er meget mindre syg. Jeg har også fået mere elastisk hud. Drop botox, det her er vejen.
Kok og kogebogsforfatter Umut Sakarya laver YouTube-madvideoer, udvikler content, rådgiver virksomheder og holder foredrag. Og så lægger han opskrifter på Instagram som @umutsakarya. Umut er forlovet med Johanne, og parret bor sammen i en lejlighed på Nørrebro i København.
Forrige artikel4 input til mere Inner Beauty
Næste artikelStyr sikkert igennem vinteren med D-vitamin