Nyheder

Unge kan få varige mén af nikotinposer

Snus- og nikotinposer er farlig for hjernen – især når den ikke er færdigudviklet. Derfor er det en rigtig skidt vane for unge. 

Foto: Shutter- og Adobestock
10. april 2024

Snus- og nikotinposer er farlig for hjernen – især når den ikke er færdigudviklet. Derfor er det en rigtig skidt vane for unge. 

De ligger overalt, de små nikotin- og snusposer. De udgør en fare for hunde, hvis de spiser dem, men de udgør muligvis en lige så stor fare for de mennesker, der har spyttet dem ud.  

Rygeforbud har sparket udviklingen i gang

Med rygeforbud på alle uddannelsesinstitutioner har mange unge valgt at købe nikotinposer i stedet. Selvom der også er regler mod den slags, er det nemmere at gemme en pose under læben. 

Aalborg kommune er givetvis ret gennemsnitlig for landets øvrige kommuner. Her ser man en stigning i anvendelsen af snus- og nikotinposer. Seneste undersøgelse fra Aalborg Kommune viser ifølge TV2 Nord, at 23 procent af de adspurgte elever på kommunens ungdomsuddannelser har prøvet at bruge snus eller tyggetobak. Sidste år lå tallet på 21 procent.  

“Hvis man får et vedvarende nikotinmisbrug, kan man få stimuleret områder i hjernen i alt for kraftig grad.”

De små, uskyldige poser er forbundet med flere sundhedsmæssige risici for hjernen. Det er netop hos unge mennesker, at risikoen for afhængighed og misbrug er størst. 

LÆS OGSÅ: Nikotin er mere farligt end tjære for unge

– Når hjernen er ung og uudviklet, vil den rette sig meget ind efter, hvordan man oplever stimulanser. Vi er notorisk bedre til at lære nye ting, når vi er unge. Hvis man får et vedvarende nikotinmisbrug, kan man få stimuleret områder i hjernen i alt for kraftig grad. Vi forstærker bestemte nervebaner i endnu højere grad under indlæring. Ved at stimulere nogle og understimulere andre på grund af misbrug, kan vi få et forkert udviklet baneforløb, siger professor i neurobiologi på Aalborg Universitet Torben Moos til TV2 Nord. 

Risiko for angst og kræft 

Når først afhængigheden er skabt, har man større risiko for at udvikle psykiske og sundhedsmæssige problemer. 

– Der er desværre også erfaring med, at det kan skade generelt i kroppen. Nogle rigtig grimme ting som påvirkning af spiserør og bugspytkirtlen, hvor man desværre kan se cancertilfælde, fortæller Torben Moos. 

“Poserne giver også større risiko for at udvikle blandt andet angst, depression og søvnbesvær.”

Kræft er ikke den eneste trussel. Poserne giver også større risiko for at udvikle blandt andet angst, depression og søvnbesvær. Og selvom man skulle lykkes med at stoppe misbruget, er man desværre ikke fri for konsekvenserne. Der kan komme permanente forandringer, som man ikke kan redde, selv hvis man ophører med at være misbruger.  

Kilde: TV2-Nord

Forrige artikelSnorker du – og er der grund til bekymring?

Næste artikel“De ressourcer, vi har i dag, er ikke uendelige”

Thomas la Cour

Journalist