Vi skal snakke om de stempler, vi er brændt af

I slutningen af 2017 sagde Emma Holten farvel til den offentlige debat, hun som feministisk aktivist havde været en del af i mere end tre år. Det gjorde hun efter, hun fik en diagnose som kronisk syg, der fik gamle følelser til at blusse op igen.

Det er sidst på eftermiddagen en sensommer onsdag i slutningen af august. Unge mennesker har stimlet sig sammen uden for caféerne i Blågårdsgade i København, hvor de suger de sidste solstråler til sig. Inde i cafeens mørke sidder Emma Holten. Hun har netop overstået et møde for få minutter siden, og er nu klar til at tage imod mig, for at snakke om den sygdom, som hun for ganske nyligt delte en bid af med sine knap 30.000 følgere på Instagram.

– Jeg er virkelig glad for, at I skrev til mig! Jeg har faktisk gået og tænkt, at jeg gerne vil fortælle om min sygdom, men det er bare ikke det, journalister kontakter mig for at snakke om, fortæller hun mig, mens jeg finder mig til rette på stolen over for hende.

[relateredehistorier]

Når medierne hiver fat i Emma, handler det om feminisme, hævnporno, ligestilling og retten til egen krop. Og det er ikke det, der er omdrejningspunktet for vores snak i dag, men i løbet af den tid, vi bruger sammen, bliver det klart for mig, at der er følelser, oplevelser og erfaringer, der har fulgt og formet Emma, siden hun fik delt nøgenbilleder mod sin vilje, op gennem hendes aktivistiske arbejde og med ind i tilværelsen som kronisk syg.

Derfor vil jeg også starte med at tage jer på en rejse tilbage til 2011, da Emma blev frataget kontrollen over sin egen krop.

Dengang var Emma 19 år gammel. I sin mailindbakke havde hun nogle gamle nøgenbilleder liggende, som hun havde sendt til den fyr, hun var kæreste med, da de blev taget. En dag finder hun ud af, at billederne er blevet hacket og lagt ud på nettet sammen med hendes navn.

– Jeg mærkede et kæmpe kontroltab. Jeg var vant til at se mig selv som stærk, og nu lå jeg i andre menneskers magt og havde ikke ord for, hvad jeg følte og oplevede, forklarer Emma i dag om tiden efter overgrebet.

Hun begyndte at søge efter forklaringer på, hvorfor hun havde det, som hun havde det. Nogen og noget at spejle sig i. Lige så stille fandt hun ligesindede. Emma kunne genkende sit eget følelsesmylder i personlige beretninger fra kvinder, der var blevet udsat for andre typer overgreb og seksuelle grænseoverskridelser. Følelsen af at miste retten til egen krop og fortælling. Følelsen af skam.

Tog magten tilbage

Hun begyndte at se de krænkelser, der finder sted i samfundet på daglig basis, og de strukturer og normer, som tillader, at de kan finde sted. Så hun besluttede at ville tage magten tilbage og forsøge at befri sig af den skam, der hang ved hende – og som på mange måder har været hendes følgesvend siden delingen.

I kampen for at redefinere sin historie slog Emma Holten sig sammen med fotografen Cecilie Bødker. Sammen skabte de billedserien ”Samtykke”, som afbilleder en topløs Emma.

– Jeg vidste, at jeg ikke kunne fjerne, hvad der allerede lå om mig på nettet. Men jeg ville have, at når folk søgte mig frem, så fik de også mit svar, og så mig på en måde, jeg havde det godt med. Hvor det var mit valg, hvad folk skulle se, siger Emma.

Billederne kom ud i 2014 og satte Emmas navn på manges læber. Både inden- og udenfor landets grænser. Hun var stadig et offer for hævnporno, som det hedder, når billeder bliver delt uden ens vidende. Men pludselig var hun også blevet et symbol for rigtig mange unge piger, der, ligesom hende selv, havde manglet nogen at spejle sig i.

Med feminismen og aktivismen fandt hun et fællesskab. En energi. En måde at være aktør. Og selvom hun på mange måder fandt styrke i kampen og kunne bruge sin stemme som en rustning til at pege opmærksomheden mod uretfærdigheder og ulighed i samfundet, skabte det også en distance mellem Emma Holten og hendes følelser.

– Det handlede jo om mig, og jeg havde meget på spil, når jeg gik ud og snakkede om hævnporno, så jeg lagde låg på en masse og skubbede en masse ned, for det var bare sindssygt hårdt at være i både fysisk og psykisk, siger hun.

Undertrykte kroppens signaler

Allerede i 2015, altså året efter hun for alvor gjorde sin entre på den offentlige scene, begyndte Emma at mærke symptomer på, at der var noget fysisk galt. På trods af det, skulle der gå næsten to år, før sygdommen blev konstateret. I lang tid undertrykte hun, hvad kroppen forsøgte at fortælle hende, og hun dulmede signalerne og det psykiske stress med byture og usund livsstil.

Når hun kunne gå så længe uden at reagere, tror Emma også, at det handler om den afkobling, hun havde haft fra sin krop. Den afkobling, der startede, da hun var 19 år.

Dertil kommer, at hun er et produkt af sin tid. En tid, hvor hun oplever, at man som ung kvinde skal gå linedans, og der er konsekvenser, hvis man træder ved siden af.

– Jeg har – ligesom mange af min generation – altid prøvet at gøre det rigtige, som på mange måder betyder at gøre det forventede og leve op til nogle fasttømrede forestillinger, og der passer det altså ikke ind eksempelvis at være syg, siger hun.

Men i sommeren 2017 kunne hun ikke længere ignorere symptomerne.

Colitis ulcerosa. Sådan lyder den kliniske betegnelse for Emmas sygdom, som er en kronisk betændelse i tyktarmen, der kan give diarre, blodig afføring, blodmangel, træthed og utilpashed.

– Ja, det er jo ikke særlig sexet, siger Emma til mig, da hun forklarer, hvordan hun oplever at leve med sygdommen.

Jeg studser lidt over den formulering. For nej, det er måske ikke sindssygt sexet at snakke om tarme, fordøjelse, afføring og utilpashed, men er det virkelig det, man skal bekymre sig om, når man er kronisk syg? Om ens sygdom er sexet?

Det bør det vel ikke være? Ligesom man heller ikke bør føle sig forkert, svag eller skamfuld over en diagnose.

– Det kronisk syge liv hænger ikke sammen med forventningerne. Jeg mærkede enorm skam forbundet med at være blevet syg, og jeg tror, meget af det handler om, at man bare skal have styr på tingene og ikke må være sårbar i det danske samfund, siger Emma Holten.

Men klog af skade ved hun, hvor utopisk det er, at skulle have styr på tingene, og hvor ensomt, det kan føles, at være sårbar alene. Derfor besluttede hun hurtigt, at hun ikke kunne eller ville stå alene med sit følelsesmylder. Hun begyndte at lede efter fællesskaber og ligesindede, hun kunne spejle sig i.

– En af mine første tanker var: “Jamen hvor er de andre kronikere henne?”, siger Emma grinende.

Det viste sig, at de var på Instagram. På profiler som @kroniske.influencers, fandt hun andre syge, seje unge mennesker, som delte deres erfaringer, oplevelser og råd til og med livet som kronisk syg ung.

Nok ikke så mærkeligt var en af Emmas næste tanker, at hun da skulle ud at lave aktivisme for bedre forhold og forståelse for den nye gruppe, hun var blevet en del af, og som hun så blive uretfærdigt behandlet. Det lykkedes hende dog at kaste den ide væk, – i hvert fald til dels – og sluge den kamel, at hun ikke kan kæmpe alle kampe.

– Jeg kan jo godt se, at det her er et område, hvor jeg har brug for hjælp og råd, og hvor jeg skal lade andre give mig det. Men det var da ikke min første impuls! Griner hun igen.

Og sandt at sige, så kan Emma Holten heller ikke holde sig helt ude af den offentlige debat. Hun sagde egentlig farvel til manegen i slutningen af 2017 kort efter sin diagnose, men hun er så småt begyndt at betræde den igen med deltagelse i podcasts, talks og lignende om feminisme. Og nu også om sygdom. For selvom hun egentlig siger til mig, at hun nok ikke skal indtage en aktivistisk rolle som kronik syg, er det på sin vis lidt det, hun gør.

På overfladen kan man ikke se, at Emma er syg. Hun nævner godt nok, at noget medicin har fået hende til at tabe en del hår, men for mig, der kun har været vant til at se hende på tv, ligner hun sig selv. Man kan heller ikke se, at Emma er offer for hævnporno. Og det er måske heller ikke til lige at se ligheden mellem de stempler, som, hvor usynlige de end er for andre, er brændt ind i hende. Kroniker og hævnpornooffer.

Men når man skræller lagene af – alt, der hedder omstændigheder – og bare ser på, hvordan de to stempler har fået hende – og sikkert mange andre – til at føle, så lyser lighedspunkterne op.

Følelsen af at miste kontrollen. At være forkert. Af skam. Oplevelsen af ikke at passe ind i en kasse og af at skulle tie for at opretholde et tabu. Rodet, der hersker i en, når man falder i ukendt vand og fortvivlelsen over ikke at have nogen at tale med.

Det kræver mod at tage tabuer op

Derfor ser hun også et kæmpe behov for at snakke om, hvad det vil sige at være ung og kronisk syg – hvorvidt hun selv kommer til at gå forrest i den debat, tror jeg personligt ikke helt, der er faldet dom over.

– Vi er nødt til at tale om, hvad det vil sige at være syg, og stoppe med at mistænkeliggøre dem, der er det. Sygdom kan opstå uden grund, og for mig er de unge, der snakker højt på Instagram, så seje, for det kræver godt nok mod at være cool med noget, der bliver snakket så lidt om, siger hun.

For mig er Emma Holten også super sej. Hun har valgt at kæmpe mod modgangen i sit liv, og selvom det har givet hende knubs, bliver hun ved pille de mønstre ned, der har været grundlag for så mange følelser af skam i hendes og andres liv.

Det er ved at være tid til, at vi skal sige farvel. Solen står lavere over Blågårdsgade, og Emma skal videre til en anden aftale. Jeg ser efter hende, mens hun går ned ad gaden, og tænker på alle de facetter og mærkater, der lever i hende, og kaster et blik på alle de andre unge, der stadig sidder og nyder solen, og spekulerer på, hvilke stempler, de er brændt med.